Japan Airlines til Oneworld

Er der nogen, der aldrig bliver arbejdsløs i luftfarten, er det luftfartsalliancernes skiltemalere.

South African og Swiss er på vej til Star Alliancen, Aeroflot til Skyteam, og nu har Japan Airlines omsider taget en beslutning om at gå med i Oneworld – tidspunktet er ikke fastsat. Japans næststørste flyselskab, ANA, er med i Star.



Japan Airlines, der for mange år siden fløj på København, er største flyselskab i Stillehavsregionen og eneste blandt de 20 største IATA-selskaber som ikke var i eller havde søgt optagelse i en af de tre alliancer.



At JAL kommer med ombord passer Finnairs afgående koncernchef, Keijo Suila, fint:

“Finnair har investeret massivt i det japanske marked – og næste år åbner vi vores tredje destination i Japan, Nagoya. Vi vil selvfølgelig gerne have codeshare med Japan Airlines på nogle af dets indenrigsruter og Finnairs europæiske ruter.”



Japan Airlines blev oprettet i 1951 og betjener i dag over 200 destinationer, har 24.000 ansatte og sidste år ca. 60 millioner passagerer og i sidste regnskabsår et beskedent overskud på 281 millioner dollars ud af en omsætning på 20 milliarder dollars.



Med JAL udvides Oneworlds netværk næsten 10% – i form af 68 nye destinationer, heraf 56 i Japan og fem nye i Kina samt et nyt territorium, amerikanske Guam i Stillehavet.



Udover Finnair tæller Oneworld bl.a. Qantas, Cathay Pacific, American Airlines og British Airways.

Skrevet af