Efter at cateringselskabet LSG Sky Chefs nu fyrer op mod 100 medarbejdere i Københavns Lufthavn, er tabstallet efter Sterlings konkurs i sidste uge oppe på mindst 600. Hertil kommer de ca. 1.100 ansatte i selve Sterling.
Take Off skrev i sidste uge, at LSG ville miste 70 arbejdspladser pga. Sterlings konkurs – men fagforeningen 3F oplyste onsdag, at tallet blev 100.
Sterling var næststørste kunde hos Lufthansas LSG-køkken, som i forvejen blev hårdt ramt, da SAS sidste måned meddelte, at man skifter sin nordiske kontrakt fra LSG til konkurrenten Gate Gourmet.
Medierne har i denne uge oplyst, at selve firmaet CPH, der driver Københavns Lufthavn, benytter anledning af Sterlings konkurs til at fyre 100 ansatte – primært rengøringspersonale.
Dagen efter Sterlings konkurs valgte det engelske handlingselskab Menzies Aviation at lukke i Københavns Lufthavn. Det kostede 200 arbejdspladser – nogle af de berørte får dog job hos de to overlevende handlingselskaber i lufthavnen, Novia samt SAS’ SGS. Sterling stod for 70 % af omsætningen hos Menzies, hvis øvrige kunder er blevet delt mellem SGS og Novia.
Også Essential Aircraft Maintenance Services, EAMS, med 200 arbejdspladser i Københavns Lufthavn gik i sidste uge konkurs. EAMS havde Sterling som største kunde.
HB
Tagget med: CPH Københavns Lufthavn SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

