Fredagsklummen – SAS kabinepersonale leger med ilden



Af Ejvind Olesen



DET VAR IKKE nogen klog handling af det danske kabinepersonales bestyrelse, og vel især formanden, at lægge endnu en tvist med ledelsen frit ud på hjemmesiden, så vi på Take Offs redaktion bare kunne gå ind og gafle den og starte endnu en serie historier i den øvrige presse om uenighed mellem ledelsen og ansatte. Denne gang om retten til at gå på deltid.



Det endte med, at det blev til skarp ordveksling mellem formanden, Verner Lundtoft, og adm.direktør Susanne Larsen, som ellers altid har anslået en forsonende tone over for kabineforeningens medlemmer.



Susanne Larsen fastslog. “Vi har lovet, at op til 30 procent af de ansatte kan komme på deltid (et meget højt tal, red), netop nu er det tæt på at være 33 procent. Budskabet fra CAU (kabinepersonalets dansk forening) var: “Så ansat nogle flere nye, så vi kan få flere på deltid.” Ikke just et velvalgt budskab til en ledelse, som fortsat jagter et par milliarder kr.



SAGEN I AL SIN enkelthed er, at kabinepersonalet leger med ilden. I løbet af en måned eller to kommer omlægningen af trafikansvaret for ruten til Oslo fra København og den halvdel af trafikken til Stockholm, som endnu er dansk. De går til norsk og svensk personale – og koster sikkert omkring 100 dansk jobs eller flere. Så bliver der masser af tid til at gå på deltid.



Hvis man ser på udlandet, og hvad der er sket i amerikanske selskaber, kunne der ellers nok være grund til at passe på. En stewardesse har normalt ingen uddannelse ud over en studentereksamen, når hun kommer ind i flyselskabet. En steward har en forholdsvis kort uddannelse som kok eller tjener. De er lette at erstatte, hvis det skulle gå så galt.



Helt anderledes er det med piloterne, som der snart bliver alvorligt mangel på. De står stærkere end længe i deres forhandlinger, men de er også så kloge, at de ved, de kan risikere at køre deres flyselskab i sænk, hvad enten det er Sterling eller SAS. og hvad skal de så bruge deres dyre uddannelse til ? Jo, de kan drage til Kina eller Indien, hvor manglen på piloter er meget stor. Men, det er godt nok langt hjemmefra!



KABINEPERSONALET FÅR nu straf som forskyldt. For det er en straf at miste sig job, fordi ledelsen mener, man har handlet uforsvarligt og i hvert fald kostet selskabet flere hundrede millioner kr.



Hver gang vi spørger en ledelse i SAS, får vi svaret “at det er ikke nogen straf”, men hvad er det så? Det giver vicekoncernchef John Dueholm i øvrigt svar på i det nummer af Take Off, som kommer ud først i næste uge. Han er gæst i Krydsfeltet.



Men, hvad mener du ? Er det fortjent, at der nu forsvinder et stort antal jobs fra dansk SAS personale til Sverige og Norge på grund af strejkerne ? Stem i quick poll

Skrevet af