Star Alliance-medlemmerne Air Canada, Air New Zealand, Thai Airways, Singapore Airlines og VARIG dropper fra 1. april – Air Canada allerede fra 1. marts – provisionen på 7% på skærmpriserne til de danske/skandinaviske rejsebureauer.
Dermed følger de SAS, der ved årsskiftet sammen med Austrian Airlines, Icelandair og Lufthansa afskaffede skærmprovisionen og satte billetpriserne tilsvarende ned.
Også Iberia fra Oneworld har meddelt, at det fra juli annullerer provisionen.
Salgsdirektør Alan Hoffery fra Singapore Airlines, SQ, sagde onsdag til Take Off:
”Vi fik beskeden om dette tiltag tirsdag fra vort europæiske hovedkontor i London, og meddelte det i går til agenterne. Faktisk bliver Danmark den kun anden SQ-destination efter selve Singapore, hvor vi afskaffer provisionen. Det gjorde vi for to år siden på vor hjemmebane, og det har rejsebureauerne i Singapore haft gode erfaringer med. Det tvang dem til at sælge noget ekstra til kunderne, fx. hotelovernatninger. Dermed lærer kunderne også, at de må betale for den service, de får fra rejsebureauet – og hovedparten af kunderne vil hellere tale med en rejsebureauagent end selv flagre rundt og booke on-line.”
Alan Hoffery siger endvidere, at det er ”mere hensigtsmæssigt” for SQ at afskaffe provisionen på skærm-priserne pga. de mange kombinationsmuligheder indenfor Star Alliancen, fx. alliancens down under-produkt.
”Hovedparten af de sæder, SQ sælger ud af Danmark, sælges af en relativ lille gruppe erhvervs- og leisurebureauer. Nogle af vore mindre kunder vil nok reagere på, at vi afvikler provisionen. Men jeg tror ikke fx. leisurebureauer rigtigt mærker den manglende provision, for de sælger jo pakkerejser med fx. hoteller, transfers osv. Dermed kan prisen for deres udstedelse af flybilletten indgå i prisen på den samlede pakkerejse,” Alan Hoffery og tilføjer:
”Men selvfølgelig vil der indtil kunderne lærer, at de også i rejsebranchen skal betale for service, komme nogle problemer med omstillingen fra provision til nettopriser.”