Hotelformand stadig vred på CPH og flyselskaberne

Formanden for HORESTA ’s hotelsektor, Jens Zimmer Christensen, er stadig vred over, at Københavns Lufthavn og SAS/flyselskaberne sagde, at de ikke kunne skaffe hotelværelser til de 1.000 passagerer som måtte overnatte i lufthavnen natten til søndag.




”Det passer simpelthen ikke – natten til mandag var der 3.000 ledige hotelværelser i København,” siger han til Take Off.



”Vi reagerer på, at vi fx. i Radioavisen mandag kunne høre lufthavnen og SAS/flyselskaberne sige, at de ikke sendte de sidste 1.000 passagerer på hotel, fordi der ikke var ledige hotelværelser. Jeg ved, at hoteller som har aftaler med lufthavnens handlingsselskaber søndag ringede til handlingsselskaberne og sagde, at de havde ledige værelser – men de blev aldrig kontaktet tilbage,” siger Jens Zimmer Christensen og tilføjer:




”Jeg udtrykker blot det fromme ønske, at også disse passagerer havde kunne forlade København med et godt indtryk. For det indtryk skal vi leve af i fremtiden.”




Han afviser tanken om, at fx. HORESTA i sådanne situationer i fremtiden sender repræsentanter med overblik over hotelsituationen til lufthavnen for i samarbejde med handlingsselskaberne at anvise ledige hotelværelser.



FLYSELSKABER BESTEMTE, OM DERES PASSAGERER SKULLE SOVE I LUFTHAVNEN




De mange strandede passagerer behandler CPH i pressemeddelelsen i går, som er delvis citeret i den foregående historie her på Take Off’s hjemmeside. Her skriver CPH bl.a.:




”Mange passagerer strandede i lufthavnen søndag. Ifølge internationale aftaler er det flyselskabernes ansvar at tage sig af passagerne, og hovedparten kom da også på hotel. Nogle flyselskaber valgte at lade passagerne blive i lufthavnen, og vi bad derfor restauranterne holde åbent. Flyselskaberne uddelte, som det er praksis i sådanne situationer, spisekuponer,” hedder det i redegørelsen fra CPH. Den nævner desværre ikke, hvilke flyselskaber der valgte at lade deres passagerer overnatte i lufthavnen frem for at sende dem på hotel.



CPH skriver videre: ”CPH kan ikke omgøre et flyselskabs dispositioner fx. vedrørende hotelovernatning eller ej. Lufthavnens serviceinformation bookede dog hotelværelser til passagerer, der ikke ønskede at overnatte i lufthavnen. At flyselskaberne holdt nogle passagerer i lufthavnen efter klokken 23, kan være begrundet i et håb om at komme hurtigt af sted, hvis vinden ændrede retning, og det lukkede hovdedbanesystem kunne bruges.”

Skrevet af