Er der nogen ansatte, der kan give SAS-ledelsen problemer, da er det de 1.600 kabineansatte i SAS Danmark. Næppe har man overstået den ene hurdle før den næste er på vej.
I går besluttede kabinepersonalets forening, CAU, at afsende første konfliktvarsel med baggrund i et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne i lørdags. “Trist, at det ikke lykkedes, men på den anden side er der ikke noget odiøst i et sammenbrud, og det er allerede set på andre fagområder. Der er heller ikke noget odiøst i, at parterne anmoder forligsinstitutionen om hjælp i en sådan situation,” skriver CAU på sin hjemmeside.
Til gengæld er foreningen fortørnet over, at SAS Danmarks basechef Niels Hemmingsen, har udsendt en skrivelse til samtlige ansatte, hvor han anfører, at det gennem en række overenskomstforhandlinger har været CAU`s politik, at den ældste del af foreningens medlemmer fik goder, som blev finansieret ved bl. a. at sætte startlønnen ned.
Den udlægning er SAS af gode grunde ikke enig i. De krav som nu bagataliseres af kabinepersonalet omfatter hele 37 krav. Og det synes åbenbart, at selskabet ikke endnu engang kan forbedre kabinepersonalets forhold væsentligt på bekostning af øvrige ansatte, eller sammenlignet med de danske kollegers forhold i Sverige og Norge.
Det kan ende med strejke 20. marts, hvis forligsmanden ikke udsætter. CAU tror til gengæld ikke SAS tør risikere en strejke. Det fremgår af følgende fra hjemmesiden: “CAU har svært ved at tro, at SAS skulle risikere firmaets økonomi ved at tage en strejke på få og små krav. Men viser det sig at være tilfældet, er vi også klar.”
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

