Ryanair tilføjer fem jetfly til sin base i Rom – og begynder fra sidst i april at flyve italiensk indenrigs, hvilket bliver endnu et hårdt slag for økonomisk trængte Alitalia.
Priserne på italiensk indenrigs bliver helt ned til 50 kroner!
Ved lanceringen af de nye ruter sagde koncernchef Michael O’Leary: “Ryanairs nye lavprisruter fra Rom til Alghero (Sardinien), Venedig og Verona betyder, at der nu kan flyves til en brøkdel af Alitalias høje priser – og med Ryanairs punktlighed og kundeservice.”
Ryanair fik i tredje kvartal af sit regnskabsår et overskud efter skat på 35 millioner Euro, cirka 250 mio. kroner – det var et fald i overskuddet på 26% sammenlignet med samme periode i forrige regnskabsår. Passagertallet voksede i sidste kvartal af 2004 med 13% til knap 7 millioner.
Koncernchef O’Leary siger, at hans forudsigelse om et blodbad blandt europæiske lavprisselskaber holder stik, italienske Volare, hollandske VBird og polske Air Polonia er for nylig bukket under, andre har skåret ned på deres ruter og store europæiske flyselskaber som Alitalia og SAS har offentliggjort rekordunderskud.
”Dette er ikke et midlertidigt fænomen pga. de høje oliepriser, men et permanent skifte i markedet mod lavprisselskaberne. Jeg forventer flere ofre og nedskæringer hos tabsgivende konkurrenter,” sagde han.
Ryanair har 217 ruter til 19 lande, i Danmark betjenes Århus og Esbjerg. Ryanair har i øvrigt netop fløjet med passager nr. 1 million til og fra Danmark, siden den første rute åbnede i november 1999. Knap halvdelen af passagererne på Ryanairs ruter til Danmark er i øvrigt udlændinge.
Det irske selskab, der har 79 fly og bestilling på 85 nye Boeing 737-800 de kommende fem år, forventer i år 27,5 millioner passagerer.

STANDBY.DK Nyt om rejser

