Københavns Lufthavne på vej til salg


Det er den australske investeringsfond Macquarie, der har fremsat et købstilbud på aktierne i Københavns Lufthavne A/S. Og dermed tyder meget på, at lufthavnen er på vej på udenlandske hænder. Ganske vist ønsker staten ikke at sælge sine godt 39 % af aktierne i lufthavnsselskabet, men analytikere vurderer, at den australske investeringsfond godt kan nå op på en majoritetsandel alligevel. Hvis staten valgte at sælge sin aktiepost ville salget kunne indbringe statskassen godt seks mia. kr. I alt værdisættes lufthavnsselskabet til ca. 16 mia. kr. med den kurs, Macquarie har budt.

Blandt de øvrige nøgleaktionærer har både LD og PFA allerede tilkendegivet, at de vil sælge deres lufthavnsaktier til Macquarie.

Macquarie er i forvejen dybt involveret i lufthavnsdrift gennem sine investeringer i lufthavne i bl.a. Rom, Bruxelles, Sydney, Birmingham og Bristol. Investeringsfonden ejer i forvejen 15 % af aktierne i CPH, og det er en forudsætning for købstilbuddets opfyldelse, at den australske byder opnår en samlet ejerandel på mindst 50 %.

Skrevet af