BA på vej med afgift ved online-salg

”British Airways skal have en afgift når vi sælger via egne direkte kanaler til publikum. Det er rigtigt, at vi ikke har en sådan i dag, men den kommer inden for relativ kort tid. Præcis hvornår, ved jeg endnu ikke, ligesom vi heller ikke ved, hvad den bliver. Det har hidtil været BA’s strategi på verdensplan, at vort .com-salg skulle være gebyrfrit. Men den beslutning har BA revurderet.”



Det siger chefen for British Airways i Skandinavien, Sam Heine (billedet), til Take Off Weekly.

Udtalelsen kommer bl.a. efter næstformand i Danmarks Rejsebureau Forening, Profil Rejsers adm. direktør, Jahn Schapiro, kritiserede Europas tredjestørste flyselskab for at sælge billetter via sin hjemmeside uden afgift.



”Jeg håber afgiften kommer snarest muligt. Personlig gerne fra i dag, men det er en overordnet beslutning. Måske kommer afgiften på vor hjemmeside når BA 1. maj også indfører 0%-kommission for billetsalg til rejsebureauerne i Storbritannien,” siger Sam Heine.



Kritikken mod BA kom i januar-udgaven af Take Off-Stolen. Her talte én af de tre gæster, Jahn Schapiro, om provisionsretssagen, som DRF i september sidste år tabte i Højesteret mod SAS. Schapiro sagde i Take Off:



”Nogle flyselskaber har fået den religion, at fordi de vandt i Højesteret, har de lov til hvad som helst. Deres moral er blevet væk. For hvilket flyselskab kan med fornuft sige til rejsebranchen: ”I er vores primære distribution, I er vores venner, og nu, hvor vi ikke skal betale provision, er vi endnu bedre venner” – og samtidig giver de kunderne vores indkøbspris. Den modsætning skriger til himlen,” sagde Jahn Schapiro og fortsatte:



”Dommen fra Højesteret siger, at rejsebureauerne ikke skal have provision, men samtlige flyselskaber skal tage en afgift, når de sælger billetter til kunden direkte på nettet – ellers er det konkurrenceforvridning. Og det kan nogle flyselskaber ikke finde ud af. Jo dygtigere nogle af dem er til ikke at kunne finde ud af det, jo mere har vi en faktor, som juridisk begår vold mod moralen, men sandelig også ødelægger vores forretning.”



“Tag British Airways. Passagerer med et BA-guldkort kan bruge bonuspoint til opgradering, men KUN hvis flybilletten er købt på nettet hos BA – ikke i et rejsebureau. Og netop dette kigger vi på i DRF – om vi skal have en retssag mod f.eks. BA,” sagde Jahn Schapiro og tilføjede:



”Det er ikke kun BA, men vi skal altså minde nogle af vore væsentligste leverandører om, at vi er samarbejdspartnere – ikke kun i ord, også i handling.”

Skrevet af