Den første af 25 nye Airbus A320/321neo fly ankom torsdag til Swiss’ hovedlufthavn, Kloten udenfor Zürich. Pressefoto fra Swiss International Air Lines.

Swiss modtog første eksemplar af ny flytype

Frem til udgangen af 2024 introducerer Swiss en ny arbejdshest: 25 fabriksnye A320neos og A321neo. Det første af flyene landede torsdag hos det schweiziske Star Alliance-medlem.

Den første leverede af de 25 bestilte Airbus A320neo (New Engine Option) og A321neo var en Airbus A320neo med plads til 180 passagerer på economy og business. Flyet med indregistreringen HB-JDA ankom torsdag til Swiss’ hovedbase, Zürich, direkte fra Airbus-fabrikken i Hamborg.

Flyet blev med det samme holdt over dåben og fik navnet “Engelberg,” en resortby i de schweiziske alper i kanton Obwalden syd for Lüzern. Med til navngivningen i Zürichs lufthavn, Kloten, var blandt andet Engelbergs borgmester samt en munk fra klosteret i Engelberg.

Hos Lufthansa-ejede Swiss afløser de kommende A320/321neo en række ældre Airbus A320’ere, der ifølge Swiss bruger cirka 20 procent mere brændstof.

Med en rækkevidde på op til 4.200 kilometer skal de 17 nye A320neo og otte af de større A321neo blandt andet betjene kort og mellemdistance ruter for Swiss; såvel i Europa som til Nordafrika og Mellemøsten.

De nye Airbus-fly hos Swiss bruger blandt andet mindre brændstof på grund af deres nye Pratt & Whitney-motorer og Airbus’ modsvar på Boeings winglets, de hedder ”sharklet” hos Airbus.

Den nye teknologi i A320/321neo’erne giver blandt andet også cirka 50 procent mindre støj ved starter end sammenlignelige modeller, skriver Swiss i en pressemeddelelse.

Når de 25 nye Airbus-fly er indlogeret i Swiss’ flåde vil dens gennemsnitsalder være ni år, oplyser Swiss’ koncernchef, Thomas Klühr.

Nye flystole
De nye A320/321neo er blandt andet udstyret med nye, mere ergonomiske og lettere italienske Geven-stole på såvel Business som Economy Class. Swiss har endnu ikke et premium economy-produkt, heller ikke på sine langruter. På business class kan de nye stole lænes 25 grader tilbage

Swiss International Air Lines, som er selskabets fulde navn, har ruteflyvninger til 100 lufthavne i 44 lande fra Zürich og Geneve. Sidste år havde Swiss 18,7 millioner passagerer, en stigning på fem procent fra 2018.

Selskabet har omkring 90 fly, hvoraf de 31 betjener langruterne i form af Airbus A330/340 samt det nye flagskib, Boeing B777-300ER (Extended Range), som Swiss snart har 12 af.

Nye ruter til Japan og USA
1. marts i år åbner Swiss ny langrute til japanske Osaka – og 29. marts endnu en langdistancerute. Denne gang fra Zürich til USA’s hovedstad. Denne rute til Washington D.C. vil blive fløjet daglig med en Airbus A330-300 med 236 sæder.

I Københavns Lufthavn var Swiss sidste år det 15. største flyselskab i med over 361.000 passagerer – en stigning på små 17 procent i forhold til 2018.

Relaterede artikler:

Swiss færdig med ommøblering af sine langrutefly

SWISS udvider flytog med otte nye destinationer

A220-motorfejl medfører restriktioner til flyselskaber