Mens forbruget på erhvervsrejser haltede bagefter umiddelbart efter pandemien, peger 2024 mod en ny rekord. Det viser en rapport, som World Travel & Tourism Council står bag.
Forbruget på erhvervsrejser er på vej til at overgå niveauet fra før COVID-19-pandemien. Det viser en ny rapport fra World Travel & Tourism Council (WTTC, red.). Således er forbruget ved at nå et rekordstort beløb på 1,5 billioner amerikanske dollars, svarende til rundt regnet 10,3 billioner danske kroner. Det skriver mediet Travelpulse.
Det vil med andre ord også sige, at markedet efter pandemien er genoprettet hurtigere, end man hos WTTC ellers har forventet, da netop markedet for erhvervsrejser har haltet bagefter leisurerejser umiddelbart efter pandemien.
Under corona-pandemien steg andelen af hjemmearbejde og virtuelle møder, hvilket betød, at fysiske møder i høj grad blev fortrængt af de digitale modstykker.
Mens leisurerejser blot var 2,9 procent bagefter 2019 sidste år, var erhvervsrejser 5,4 procent bagefter. Men store virksomheder lægger vægt på det personlige møde, og nu overgår forbruget på erhvervsrejser niveauet fra før pandemien med 6,2 procent.
USA og Kina står for stor del af fremgangen
Rapporten fra WTTC viser, at det er USA og Kina, de to største markeder for erhvervsrejser, som danner fortrop i genopretningen.
I USA, som i 2019 stod for 30 procent af globale erhvervsrejser, forventes forbruget på erhvervsrejser at nå 472 milliarder amerikanske dollars i år, hvilket er en fremgang på 13,4 procent sammenlignet med niveauet fra før corona.
I Kina, som er det næststørste marked for erhvervsrejser, lyder stigningen på 13,1 procent sammenlignet med 2019, og det svarer til et forbrug på 211 milliarder dollars.
Det tyske marked for erhvervsrejser forventes også at overhale 2019 med et forventet forbrug på 87,5 milliarder dollars, hvilket er en enkelt procent højere end før pandemien.
I Storbritannien og Frankrig er der også forventede rekorder i sigte med et forbrug på henholdsvis 84,1 og 42,1 milliarder dollars.
Flere tendenser spiller ind
Når det gælder væksten i forbruget på erhvervsrejser, spiller flere faktorer ind. Verdensøkonomien er i vækst på den anden side af pandemien, og rejse- og turismesektoren har en stadig vigtigere plads i bruttonationalproduktet, mens virksomheder har flere ressourcer til erhvervsrejser.
Samtidig ses en tendens, hvor rejsende blander rejseformerne, og personlige ferier lægges i forlængelse af erhvervsrejser.
MICE-segmentet (Meetings, Incentives, Conferences, Exhibitions, red.) har også set et stort comeback efter en periode med aflysninger og udskudte arrangementer, lyder det fra WTTC.
Relaterede artikler:
Erhvervsrejsekoncern forudser flere businessrejser

STANDBY.DK Nyt om rejser


