Thors Bedford Blitz er en af de seks overnatningsvogne på vognhotellet i Småland. Den er bygget oven på en klassisk Bedford Blitz. Den har både en dobbeltseng og en enkeltseng. PR-foto: Hotel Tyrolen.

Tyrolen i Sverige: Vognhotel kører ingen steder

Et nyt og anderledes overnatningskoncept er åbnet i sydsvenske Småland: Vognhotellet med seks individuelt indrettede tiny houses på hjul kan bruges af private eller til alternative MICE-events.

Tæt på byen Alvesta, tre timers kørsel fra København, ligger festpladsen Tyrolen, som er kendt i Sverige. Stedet er nu blevet beriget med et nyt koncept, Vognhotellet, der består af seks ”mobilhomes”, der dog ikke kører nogen steder.

Det skriver turistorganisationen Visit Småland (og øen Øland) i en pressemeddelelse.

Konceptet omkring Vognhotellet er udviklet som en forlængelse af festpladsen Tyrolen, der siden 1960’erne har dannet ramme om koncerter og kulturbegivenheder, oplyses det.

De seks små huse på hjul er bygget af genbrugsmaterialer og indrettet med referencer til 1960’ernes farver. Hver vogn har sin egen karakter og er inspireret af kunstnere, der optrådte på festpladsen i dens storhedstid – blandt andre Siw Malmkvist og Lill-Babs.

Overnatningen bliver en oplevelse i sig selv
I pressemeddelelsen siger Stine Breum Appelquist, ansvarlig for internationale markeder hos Visit Småland:

”Vi oplever stigende interesse fra danske gæster, der gerne vil bo unikt, så overnatningen bliver en oplevelse i sig selv. Vognhotellet kombinerer kulturhistorie, natur og genbrugsmaterialer i en form, der både er personlig og sjov.”

Vognhotellet ligger omgivet af skove og søer i det sydlige Småland. Morgenmaden serveres i en renoveret togvogn fra 1800-tallet, og gæster kan selv tilberede deres måltider i et rullende udekøkken.

Samlet har vognhotellets seks enheder plads til 18 overnattende gæster. Vognene hedder, nævnt alfabetisk: Lill-Babs Hälsingevagn, Little Joes vogn, Siw Malmkvists vogn, Sven-Ingvars vogn, Svenne og Lottas kærlighedsvogn og Thors Bedford Blitz.

Pippi Langstrømpe og IKEA er også fra Småland
Regionen Småland er også kendt for byen Vimmerby, hvor Astrid Lindgren blev født – her ligger forlystelsesparken Astrid Lindgrens Värld med hendes kendte figurer som for eksempel Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Ronja Røverdatter.

I Småland ligger også byen Agunnaryd, hvor IKEA’s grundlægger Ingvar Kamprad blev født på familiens gård, Elmtaryd. Dermed navnet IKEA: Ingvar Kamprad Elmtaryd Agunnaryd.

Smålands større byer er Jönköping, Kalmar og Växjö.

 

Relaterede artikler:

Sverige: Øget omsætning fra udenlandske turister

Svenske trætophytter med spa, grill og badeværelse

Astrid Lindgrens Verden bliver igen større