Udsigt over Juneau, hovedstaden i Alaska, med et krydstogtskib i havnen. Wikipedia-foto: Mark Hogan.

Borgere afviser forslag om krydstogtfrie lørdage

Borgerne i Alaskas hovedstad har ved en afstemning afvist et forslag om at forbyde anløb på lørdage af krydstogtskibe. På de mest travle lørdage besøges byen af 12.000 krydstogtgæster.

Knap 11.000 borgere i Juneau, hovedstaden i Alaska, kunne stemme om borgerforslaget, der ville forbyde anløb af krydstogtskibe med mere end 250 passagerer på lørdage. Et flertal stemte nej til forslaget, som dermed bortfaldt.

Forslaget om at forbyde krydstogtskibe på lørdage kom fra en borgergruppe, der gerne ville have én ugentlig fridag i højsæsonen for krydstogtskibe – mellem maj og september. Ifølge borgergruppen fylder de mange tusinde krydstogtpassagerer alt for meget i byen.

Juneau har anløb af stort set alle krydstogtskibe, der sejler ved Alaska. Sidste år havde Alaska samlet 1,7 millioner krydstogtgæster ombord på de mange skibe, det er en stigning på 23 procent i forhold til 2019, året før pandemien, skriver mediet Cruise Hive.

Tidligere i år indgik bystyret i Juneau en aftale med krydstogtrederiernes globale interesseorganisation, Cruise Lines International Association (CLIA), om at der ikke må være over 16.000 krydstogtpassagerer i byen om dagen – og ikke over 12.000 på lørdage. Før havde Juneau på sine mest travle dage med anløb af krydstogtskibe op til 21.000 krydstogtpassagerer.

Modstand mod forslaget
Borgerforslaget om krydstogtfrie lørdage i Juneau mødte blandt andet modstand fra – udover krydstogtrederierne – også lokale erhvervsdrivende, der på forskellig vis har indtægter fra såvel krydstogtskibene som deres passagerer. Ifølge byrådet i Juneau gav krydstogtanløb på lørdage sidste år direkte og indirekte indtægter til byen på mindst 30 millioner dollars, cirka 200 millioner kroner.

Juneaus byråd forudså et sagsanlæg, hvis borgerforslaget blev vedtaget. En advokat for Royal Caribbean Cruises havde forinden sagt, at et forbud mod krydstogtskibe på lørdage ville være en overtrædelse af lovgivning om borgernes frie ret til bevægelighed – i dette tilfælde amerikanske statsborgere ombord på krydstogtskibene som passagerer.

CLIA oplyste i starten af i år, at 35,7 millioner passagerer, flest fra USA fulgt af Kina, Tyskland og Storbritannien, i år forventes at sejle på et oceangående krydstogtskib. Der er en stigning på over 13 procent fra de 31,5 millioner sidste år – der var seks procent højere end tallet fra 2019, året før pandemien.

Verdens største krydstogtmarked er Caribien med 40 procent af den udbudte krydstogtkapacitet. Middelhavet har som verdens næststørste krydstogtmarked 16 procent af den udbudte kapacitet i år, herefter følger Nordvesteuropa med blandt andet Skandinavien, herunder de meget efterspurgte norske fjorde, samt Asia/Pacific-regionen, begge har under 10 procent af årets udbudte krydstogtkapacitet.

 

Relaterede artikler:

Afstemning i Alaska om én ugedag fri for krydstogtskibe

Krydstogtrederi hjælper rejsemål med svagt internet

Tre ud af fire krydstogter sejler i fire regioner