Den seneste tid er tre personer fra Tyskland blevet tilbageholdt ved grænsen til USA, og det har nu fået det tyske udenrigsministerie til at justere i den gældende rejsevejledning for landet.
Siden USA’s præsident Donald Trump tog hul på sin nye embedsperiode henimod slutningen af januar, har han indført en række nye regler på immigrationsområdet. Det har blandt andet resulteret i, at der gælder strengere regler ved grænserne og nye procedurer for visumkontrol.
De nye skrappere regler har ført til, at Tyskland nu har ajourført den rejsevejledning for USA, som landets udenrigsministerium – ligesom tilfældet er herhjemme – løbende ajourfører således, at borgerne kan få relevante informationer inden en rejse.
Advarer ikke mod indrejse
Af rejsevejledningen fremgår det derfor nu, at man ikke bør gå ud fra, at hverken en godkendelse gennem det amerikanske indrejsesystem ESTA eller et udstedt visum er garanti for, at de tyske borgere kan få lov til at rejse ind i USA.
”Den endelige beslutning om hvorvidt en person må rejse ind i USA træffes i dag af de amerikanske grænsemyndigheder,” forklarer talsperson fra Tysklands udenrigsministerium.
Mens talspersonen bekræfter, at ændringerne er foretaget, understregede personen, at de ikke skal opfattes som en advarsel mod at rejse til USA. Myndigheder ønsker blot at klargøre, hvordan de opfatter, at indrejse fungerer i øjeblikket.
Havde opholdstilladelse
Ændringerne i den tyske rejsevejledning er foranlediget af tre sager, hvor borgere fra landet er blevet tilbageholdt ved grænsen i USA. To af de tre sager skulle i skrivende stund være løst, mens generalkonsulatet i Boston er involveret i den tredje.
Ifølge mediet WGBH drejer den sig om en tysk mand med et såkaldt green card, som er dokumentation for at en person, som ikke er amerikansk statsborger, har fået permanent opholdstilladelse i USA.
Han blev tilbageholdt i Logan Airport i Boston tidligere på måneden efter at have været i Luxemburg, og sidenhen har han været i myndighedernes varetægt. Den tilbageholdte, der stammer fra Tyskland, flyttede med sin mor til USA i 2007 og modtog sit green card året efter.
Reuters har adspurgt udenrigsministeriet i Tyskland om, hvorvidt myndighederne er bekendt med hvor den givne person opholder sig, men ministeriet er ikke umiddelbart vendt tilbage med et svar.
Relaterede artikler:
Albatros Travel-ejer: Det betyder vores USA-boykot

STANDBY.DK Nyt om rejser


