Nu har en række aktører fra rejse- og turistbranchen sat fingeren på dét, de mener skal til, hvis man skal have held til at rykke i en mere bæredygtig retning i Europa. De efterlyser en hånd.
Torsdag mødtes en del centrale aktører fra forskellige hjørner af rejse- og turistbranchen, da de samledes i Europa-Parlamentet for at drøfte hvad der skal til, hvis det skal være muligt at stable en bæredygtig fremtid på benene uden, at erhvervet sakker agterud i forhold til konkurrenterne.
Det skete ved en begivenhed, der var arrangeret af Global Business Travel Association (GBTA), World Travel & Tourism Council (WTTC) samt Travalyst, der er en nonprofit bestående af blandt andet Amadeus, Booking.com, Expedia Group, Google, Sabre, Tripadvisor og Visa.
Under ledelse af Nikolina Brnjac, som er medlem af Europa-Parlamentet, kom de frem til, at en samlet indsats er nødvendig, hvis man skal kunne komme tættere på at indfri de mål om bæredygtighed, der er blevet sat. Branche og politikere må arbejde sammen.
I den forbindelse udpegede deltagerne tre nedslagspunkter, som de opfordrer politikerne til at have in mente i deres daglige virke i EU.
Betoner tre punkter
Først og fremmest ønsker aktørerne at man finder en balance, hvor man arbejder henimod den grønne omstilling uden at miste konkurrenceevnen. Det understreges, at man eksempelvis ikke må skabe usikkerhed for de virksomheder, der skal efterleve den vedtagne lovgivning.
Derudover er EU i færd med at indføre nye standarder for den måde, som klimaaftryk ved enkelte produkter registreres. De skal gøre det muligt for kunderne at træffe beslutninger. Deltagerne opfordrer til, at man så vidt muligt sørger for, at de kan virke over hele verden.
I og med at rejse- og turistbranchen er global, og den form for data giver et sammenligningsgrundlag og viden, der kan danne fundament for forandringer, er det vigtigt, at den er gangbar og kan benyttes verden over.
Slutteligt beder man politikerne om at give en hjælpende hånd til udviklingen af bæredygtige muligheder for at rejse.
Her bør EU blandt andet investere mere i at udvikle bæredygtige flybrændstoffer og fokusere at få udbygget jernbanerne på tværs af Europa, mens et fælles system til køb af billetter menes at ville kunne gøre det nemmere at vælge toget fremfor bilen.
Håber at blive orienteret og spurgt til råds
De tre arrangører henstiller til, at EU-Kommissionen vil indgå i løbende dialog med branchen i takt med, at politikerne arbejder videre med tiltag, der kan få indflydelse på aktørerne. Man tilbyder også at byde ind med de erfaringer fra hverdagen, som organisationerne har.
Suzanne Neufang, der er koncernchef for Global Business Travel Association, hæfter sig ved, at Europa i hendes optik er i position, hvor man kan skabe reel forandring.
”Vores research peger på, at rejseindkøbere ønsker og kan bidrage til en positiv forandring. Det er ikke så lidt, når de årligt køber ind for næsten 400 milliarder euro (tre billioner kroner).”
”Europa kan hjælpe med at gære bæredygtige rejsemuligheder mere almindelige, og politikerne i EU kan støtte op om dette ved at arbejde sammen med GBTA og resten af branchen om at få udviklet nogle fælles standarder.”
Relaterede artikler:
Concito: Danskernes ferievaner kan ændres

STANDBY.DK Nyt om rejser


