Forretningsrejsende. (Foto: Lufthansa | PR)

Ikke kun klimaet har gavn af bæredygtige rejser

Et bedre klima ikke nødvendigvis den eneste fordel ved bæredygtige erhvervsrejser. Det er meldingen fra en del af de rejseindkøbere, som medvirker i en ny undersøgelse fra BCD Travel.

Kampen for at redde klimaet og skabe en mere bæredygtig eksistens er to af de emner, der i løbet af de seneste år har fået en langt mere prominent plads i den offentlige debat end tidligere.

Nu har erhvervsrejsekoncernen BCD sat sig for at undersøge i hvor høj grad, at bæredygtighed vægtes, når det handler om at foretage forretningsrejser. Derfor har man adspurgt 100 rejseindkøbere og 1.800 erhvervsrejsende om deres holdning til emnet.

En af konklusionerne i BCDs undersøgelse er, at trods 82 procent af de adspurgtes selskaber har opstillet bæredygtighedsmål, er det kun 45 procent, hvor de har noget at gøre med ansattes rejseaktiviteter, mens kun 20 procent af de forretningsrejsende er klar over, hvad deres arbejdsgivers mål rent faktisk er.

Gavner også omdømmet
88 procent af rejseindkøberne svarer, at det er vigtigt at mindske den negative indvirkning, som erhvervsrejserne har på klimaet, men i tillæg hertil slår respondenterne i undersøgelsen ligeledes fast, at der også er andre væsentlige fordele ved at opstille bæredygtighedsmål for rejseaktiviteten i en virksomhed.

Det lyder nemlig, at 65 procent af rejseindkøberne ser det som et værktøj, der kan benyttes til at højne den givne virksomheds omdømme, mens 46 procent mener, at den største fordel ved at prioritere bæredygtige rejseformer er, at det gør det nemmere at rekruttere nye ansatte og fastholde nuværende kolleger.

Mere end halvdelen af de adspurgte fortæller desuden, at det særligt er de højere omkostninger, der er forbundet med at rejse bæredygtigt, som holder dem fra at booke denne type rejser. Derudover efterlyser de også fælles standarder og værktøjer, som kan hjælpe med at vise fordelene ved at foretage grønnere rejser og hvor store mængder CO2-udledninger, der i givet fald spares.

Over halvdelen er villige til at skære ned
Mens halvdelen af de virksomheder, der medvirker i BCDs undersøgelse, opfordrer til, at de ansatte skal foretage bæredygtige rejser, er det kun en tredjedel, der gør ord til handling, når der skal reserveres billetter.

I løbet af rejsen er det særligt på hotellet, at de forretningsrejsende tager skridt i en grønnere retning. Syv ud af 10 undgår eksempelvis at skifte håndklæder for ofte, mens seks ud af 10 afholder sig fra at få værelset gjort rent hver dag.

Derudover er det populært at genbruge, kun bruge digitale rejsedokumenter, støtte lokale leverandører eller spadsere i det omfang, det er muligt.

Over halvdelen af rejsende fortæller, at de er villige til at tage færre men længere forretningsrejser samt eksperimentere med nye og mere bæredygtige måder at rejse på. 30 procent af de adspurgte er desuden villige til at betale mere en højere pris, hvis den inkluderer CO2-kompensation eller køb af bæredygtigt flybrændstof.

Har forskellige tilgange
Undersøgelsen peger derudover på, at der forskel på, hvordan virksomhederne arbejder med bæredygtighed på tværs af verden. I Europa, Mellemøsten og Afrika fokuserer man særligt på at reducere antallet af rejser og benytte tog i stedet for fly, når det er muligt.

I Nordamerika er tendensen i højere grad, at man vælger at flyve på Economy frem for Business Class og benytte kollektiv transport til køreturen fra eksempelvis hotellet til konferencefaciliteterne. I Asien og Stillehavsområdet vil arbejdsgiverne gerne undgå mellemlandinger og flyve direkte samt gøre brug af miljøvenlige hoteller.


Relaterede artikler:

Køb af forretningsrejser måske normaliseret i 2024

Stigende efterspørgsel på forretningsrejser

Vender tilbage til BCD Travel som topchef