Googles ejer Alphabet har fået en henvendelse fra EU-Kommissionen, fordi man er af den opfattelse, at søgemaskinen stadig fremhæver egne rejseresultater mere end konkurrenternes.
Brancheorganisationen EU Travel Tech, der tidligere var kendt som The European Technology and Travel Services Association (ETTSA), er godt tilfreds med, at EU-Kommissionen er kommet frem til, at Google fortsat til en vis grad spænder ben for den fair konkurrence.
Kommissionen har i en periode undersøgt, hvorvidt det amerikanske IT-konglomerat Alphabet, der blandt andet ejer Google og YouTube, i tilstrækkelig grad retter sig efter de regler, som gælder ifølge det såkaldte Digital Markets Act (DMA).
På dansk kaldes det ’Forordningen om digitale markeder’, og reglerne heri skal sikre, at de digitale markeder også drives på en retfærdig og åben måde samt at ingen aktører – trods en eventuelt dominerende position – kan agere som gatekeepers, der står i vejen for frie konkurrence.
Det kunne eksempelvis være visse medlemmer af EU Travel Tech, hvilket blandt andet omfatter GDS’er og andre selskaber som distribuerer rejser, og derfor er organisationen interesseret i, hvad EU-Kommissionen kommer frem til.
Bolden er hos Alphabet
Alphabet har tidligere fået besked på, at selskabet er forpligtet til at rette ind efter bestemmelserne i Digital Markets Act, men det er ikke sket i tilstrækkelig grad, mener EU.
Derfor har Kommissionen informeret selskabet om, at dets egne søgeresultatet fortsat fremstår mere tydelige og indbydende end dem, som dets konkurrenter står bag.
Nu venter man på, om Alphabet vil forsvare sig og fremlægge et andet syn på sagen, eller om den foreløbige konklusion vil stå til troende.
Kalder det et stærkt signal
EU Travel Tech mener, at Alphabet bevidst har forsøgt at smyge sig udenom at rette ind, ligesom man er af den opfattelse, at selskabet bevidst har forsøgt at skabe konflikt mellem andre aktører i rejsebranchen.
Derfor erklærer Emmanuel Mounier, der er generalsekretær for EU Travel Tech, sig også godt tilfreds med EU-Kommissionens konklusion om, at Alphabet fortsat mangler at tage skridt i retning af at agere i overensstemmelse med reglerne.
“Dette foreløbige resultat sender et stærkt signal til Alphabet om, at selskabets tilgang skal ændres radikalt.”
”Det er en milepæl for DMA, og vi ser frem til, at undersøgelsen afsluttes. Ved at sætte en stopper for, at Google Search kan fremhæve egne resultater, kan man bevise, at reglerne skaber reelle fordele for både digitale virksomheder samt amerikanske og europæiske forbrugere.”
Relaterede artikler:
Google lader kunstig intelligens planlægge rejser

STANDBY.DK Nyt om rejser


