Total solformørkelse. (Foto: Asociación Astronómica de España).

Kan opleve særligt fænomen i Spanien i 2026

Spanien varmer op til et særligt astronomisk fænomen, som ikke har fundet sted i de seneste 100 år. En solformørkelse vil næste år kaste sin skygge over store dele af landet.

Onsdag den 12. august 2026 bliver der mere mørkt i Spanien end normalt. Her kommer man nemlig til at kunne opleve en total solformørkelse i store dele af landet, og i Spanien håber man, at formørkelsen kan fange opmærksomheden blandt rejsende, som ønsker sig en usædvanlig astronomisk oplevelse.

Det er første gang i 100 år, at fænomenet kan opleves fra den Iberiske Halvø, oplyser Den Spanske Stats Turistbureau i en pressemeddelelse.

Det sker midt under solnedgang, når Solen, Månen og Jorden står på linje, og millioner af mennesker kortvarigt vil opleve et tusmørke.

I pressemeddelelsen lyder det, at turistmyndigheder, astronomiske foreninger og lokale kommuner arbejder på at forberede observationsevents, oplysning og sikkerhedstiltag. Den Spanske Stats Turistbureau oplyser, at certificerede solformørkelsesbriller eller teleskoper med solfiltre er nødvendige for sikker observation.

Kan opleves på tværs af Spanien
Solformørkelsen kan opleves på tværs af Spanien. Den indledes med en delvis fase omkring klokken 19.30, og den totale fase begynder i La Coruña klokken 20.27, før den når Palma de Mallorca klokken 20.32 – blot et kvarter før solnedgang.

Den vil også kunne opleves i Oviedo, León, Valladolid, Bilbao, Logroño, Zaragoza, Valencia, Castellón og Palma.

Da Spanien befinder sig i yderkanten af totalitetszonen, vil Solen være lav på himlen under formørkelsen. Det betyder, at et åbent vestvendt udsigtspunkt – uden bygninger, træer eller bjerge i vejen – er nødvendigt for at få den bedste oplevelse, lyder det.

Den Spanske Stats Turistbureau fremhæver det faktum, at solformørkelsen kommer til at finde sted midt under den spanske sommer, som er en periode, hvor der generelt er god chance for klart vejr. Som prikken over i’et vil Perseide-meteorsværmen også kunne ses på nattehimlen, hvor den medfører flere stjerneskud end normalt.

 

Relaterede artikler:

Gran Canaria får turistbåd til stjerneobservation

Værdipapirer gav Club La Santa stort overskud

SOS: Danskere fik mest brug for hjælp i tre lande