Norge oplever et stigende antal turister, og det betyder stigende krav til infrastrukturen i visse områder. Nu er landets regering gået videre med en skat, som bliver pålagt overnatninger.
Norge tiltrækker mange turister årligt, og det stiller krav til infrastrukturen i de områder, som turisterne flokkes om. Derfor ønsker Norges regering at etablere en ny turistskat på tre procent, som vil blive pålagt overnatningsbranchen.
Norges socialdemokratiske erhvervsminister, Cecilie Myrseth, fortæller, at regeringen ønsker, at turister i højere grad skal til at bidrage til de norske kommuners arbejde med at skabe den rette infrastruktur, som kan understøtte turismen på steder med et højt turismepres.
Skatten vil gælde alle overnatningsformer lige fra hoteller til camping og Airbnb. Skatten har regeringen døbt ”besøgsbidraget,” og det skal være op til de enkelte kommuner selv, om de ønsker at indføre den.
”Skal turistindustrien fortsætte med at vokse, må det ske inden for bæredygtige rammer. Vi må tage fat på udfordringerne. Besøgsbidrag er indført i mange lande i Europa. Betaling i forbindelse med overnatning er den mest udbredte form for besøgsbidrag i de lande, som har valgt at indføre det,” siger erhvervsministeren i en pressemeddelelse.
Må kun benyttes til turisme
Udsigten til at kunne trække en ny skat ud af turister kan måske få mangt en borgmester til at gnide sig i hænderne. Det bliver dog ikke sådan, at kommunerne kan bruge indtægterne fra skatten til, hvad de nu har lyst til.
De skal nemlig udelukkende bruges til at finansiere turismerelaterede projekter, som kommer fællesskabet til gode. Det kunne for eksempel være nye stier, toiletter, bortskaffelse af affald eller informationsløsninger.
Lovforslaget blev oprindeligt sendt i høring før jul, og i alt er der kommet næsten 400 høringssvar. Selve lovforslaget om turistskatten skal fortsat debatteres og vedtages af det norske parlament, Stortinget, før det kan blive til virkelighed.
Har også krydstogter i kikkerten
Den norske regering påpeger, at turistskatten er et af flere værktøjer, som kommuner kan tage i brug for at udvikle sine rejsemål. Regeringen har også krydstogter i kikkerten.
”Vi vil have en løsning, som omhandler cruise, som flere har efterlyst. Det vil vi følge op på, så snart som muligt,” siger Cecilie Myrseth.
I regeringens pressemeddelelse lyder det, at et kommunalt besøgsbidrag blot er første fase af projektet. Krydstogter er fase nummer to.
Skatten på tre procent er i øvrigt sat lavere, end regeringen i første omgang lagde op til. Den er nemlig blevet nedjusteret fra fem procent på baggrund af de indkomne høringssvar.
Relaterede artikler:
Stort biludlejningsselskab lukker i Norge

STANDBY.DK Nyt om rejser


