Flere europæiske lande har indført skærpet grænsekontrol. Her en sådan i det sønderjyske mellem Danmark og Tyskland. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Grænsekontrol kan give forsinkelser på bilferien

Flere europæiske lande har skærpet deres grænsekontrol; det kan give kør-selv-turister ventetid ved grænseovergange. Udover gyldigt pas for alle i bilen, er det vigtigt at have et fysisk kørekort.

Grænsekontroller mellem de europæiske lande skal bekæmpe uønskede indrejser for blandt andet at reducere terror og ulovlig indvandring.

I en pressemeddelelse understreger Gouda Rejseforsikring, at øget grænsekontrol ved for eksempel landegrænser kan forsinke kør-selv-turister så de for eksempel ikke når en reserveret færgeafgang videre på deres ferie.

Med henvisning til ADAC, den tyske modsvarighed til FDM i Danmark, skriver Gouda, at særligt Tyskland har skærpet sin grænsekontrol. Det kan give indrejseforsinkelser ved de tyske grænser til Polen, Tjekkiet, Østrig og Schweiz, oplyses det.

Men også Holland, Belgien og Frankrig har øget deres grænsekontrol, lyder det fra Louise Hertzum Andersen, fagchef i Gouda Rejseforsikring. Hun siger i pressemeddelelsen: ”Der kommer rigtig mange biler på vejene, og derfor er det god idé at indregne ekstra tid i sin planlægning; det gælder især, hvis man skal nå en færgeforbindelse eller andet, der kræver at man er fremme på et givent tidspunkt.”

Alle i bilen skal have gyldigt pas
Gouda understreger også vigtigheden af, at alle i bilen har deres eget, gyldige pas – og at føreren af bilen har sit fysiske kørekort, den danske kørekort-app accepteres ikke nødvendigvis.

Samtidig er det en god idé at medbringe dokumentation for kasko og ansvarsforsikring i form af de røde og grønne kort, som kan hentes hos ens forsikringsselskab, hedder det.

Ligeledes har et stigende antal europæiske byer såkaldte miljøzoner, hvor det er påkrævet at dokumentere bilens status med et klistermærke i forruden, skriver Gouda.

Med ADAC som kilde opremser Gouda grænseovergange med særlig risiko for ventetid ved grænsekontrol:

Ved grænsen mellem Tyskland og Østrig drejer det sig om Suben (A3 Linz – Passau); Walserberg (A8 Salzburg – München) og Kiefersfelden (A93 Kufstein – Rosenheim)

Frankrig har midlertidige grænsekontroller ved indrejse fra Tyskland, Schweiz, Luxembourg, Belgien, Italien og Spanien, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

Ferieindeks: Verdens dyreste og billigste rejselande

Analyse: 68 procent kender ikke nyt UK-indrejsekrav

Danskerne fastholder 10 største rejsefavoritter