Norwegian Prima bliver en hyppig gæst i nordeuropæiske havne i forårs- og sommersæsonen 2027. Her er krydstogtskibet i norske Geirangerfjorden. Pressefoto: Norwegian Cruise Line.

Stort krydstogtrederi klar med sejlplan for 2027

Norwegian Cruise Line, en af de store spillere på det danske krydstogtmarked, har offentliggjort sejlplanen for forår og sommer 2027: I alt 500 krydstogter til 150 havne i 59 lande verden over.

Norwegian Cruise Line Holding-koncernen har tre sejlende varemærker; mainstreamproduktet Norwegian Cruise Line med foreløbig 20 krydstogtskibe, det finere Oceania Cruises (syv skibe) og highend-rederiet Regent Seven Seas Cruises (fem skibe)

Og nu er rederiets største varemærke, Norwegian Cruise Line, NCL, netop kommet med krydstogterne for forår- og sommersæsonen 2027; det dækker perioden april til oktober 2027.

Dét er i rigtig god tid for mange danske krydstogtgæster, men fint for NCL’s største marked, det nordamerikanske, hvor kunderne ofte bestiller krydstogter i god tid. Det giver større valgmuligheder og til tider bedre priser.

Der er over 500 individuelle krydstogter i NCL’s krydstogtprogram for foråret og sommersæsonen to år ude i fremtiden. NCL’s 20 skibe vil i mellem april og oktober 2027 samlet anløbe 150 havne i 59 lande verden over.

I en pressemeddelelse skriver NCL, at det nye program har øget fokus på syv-dages rejser, weekendafgange samt rejser med mere tid i havn og flere overnatningsmuligheder.

Udvider i Caribien
I pressemeddelelsen siger David J. Herrera, NCL’s koncernchef: “Vores program for forår- og sommersæsonen 2027 er bevis på, at vi tilbyder noget for alle. Uanset om gæsterne hopper mellem europæiske byer, nyder Alaskas storslåede eller slapper af på stranden på en af vores to resort-lignende destinationer i Caribien” (Great Stirrup Cay i Bahamas og Harvest Caye i Belize, red.) – Great Stirrup Cay får i øvrigt næste sommer et 24.000 kvadratmeter stort vandland med 19 vandrutsjebaner, en 243 meter lang ”flod” og en jet-kart vandracerbane.

I forår- og sommersæsonen 2027 udvider NCL i Caribien. Gæsterne får otte skibe at vælge imellem – heriblandt selskabets nyeste Norwegian Aqua og Norwegian Viva, der begge sejler fra Florida. Det samme gør Norwegian Getaway og Norwegian Escape.

NCL får også krydstogter mod Caribien – verdens største krydstogtmarked med cirka 40 procent af krydstogtrederiernes samlede udbudte kapacitet – fra Philadelphia, New York City og Boston.

Også øget fokus på Europa
NCL indsætter i forårs- og sommersæsonen 2027 otte skibe i Europa, der er hovedsageligt krydstogter af syv-dages varighed, der starter og slutter i weekenden og med mulighed for at sejle fra 10 havne, for eksempel Barcelona, Rom (Civitavecchia), Athen (Piraeus) og islandske Reykjavik, oplyses det.

De havnerige ruter tilbringer over 90 procent af tiden i havn med et gennemsnitligt ophold på næsten 11 timer. Flere af NCL-skibene overnatter i byer som Istanbul, København og Hamborg.

Et af NCL-skibene i Europa i sommersæsonen 2027 bliver Norwegian Prima med krydstogter i Middelhavet. Det meste af sommeren er skibet tilbage i Nordeuropa for at sejle krydstogter til Island og Norge med afgang fra Southampton og Reykjavik. I september og oktober 2027 afslutter Norwegian Prima sin Europa-sæson med tre sejladser i Østersøen.

Mellem maj og august 2027 vender Norwegian Jewel tilbage til Europa for første gang i 10 år med en række syv til ni-dages krydstogter i Østersøen mellem København og Helsinki med første besøg i Klaipeda i Litauen og Riga, hovedstaden i Letland.

Eksotiske rejser i Stillehavet
Efter vintersæsonen i Australien og New Zealand bliver Norwegian Spirit i Stillehavet frem til december 2027.

Skibet får hjemhavn i Sydney, Lautoka (Fiji), Papeete (Fransk Polynesien) og Honolulu og vil sejle 11 ruter i hele regionen.

I størstedelen af sæsonen tager Norwegian Spirit på 11 til 13-dages rejser i det sydlige Stillehav med anløb til destinationer som Ny Kaledonien, Fiji, Samoaøerne, Fransk Polynesien og Cook-øerne.

 

Relaterede artikler:

Norwegians nye krydstogtskib imponerede danske rejsebureauer

NCL: Rejsebureauer booker 80 pct. af vores krydstogtsalg i Skandinavien

Europæisk krydstogtrederi kan få glæde af Trump