Et udsnit af Frederikshavn Havn. Foto via Stena Line.

Stena Line i 50-årig aftale med Frederikshavn Havn

Det svenske rederi på Frederikshavn-Gøteborg får 50-års aftale om drift af færgehavnen. For nylig oplyste Go Nordic Cruiseline, at man ikke genoptager stoppet i Frederikshavn på København-Oslo.

Stena Line, der har to færgeruter mellem Danmark og Sverige – Frederikshavn-Gøteborg og Grenaa-Halmstad – har indgået en 50-årig samarbejdsaftale om at drive færgehavnen i Frederikshavn. Det svenske rederi opererer i dag ruten Frederikshavn-Göteborg med skibene Stena Danica og Stena Jutlandica, med op til fire afgange dagligt i begge retninger.

I en pressemeddelelse skriver rederiet, at Stena Line og Frederikshavns fælles historie går tilbage til begyndelsen af 1960’erne. Med den nye aftale sikrer rederiet sin tilstedeværelse i den nordjyske havneby ved at overtage den operative drift af RoPax-færgeterminalen i Frederikshavn.

I pressemeddelelsen siger Carl-Johan Hellner, driftsdirektør for Ports & Terminals og Head of Group Strategy hos Stena Line:

”Takket være en tæt dialog med Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn fortsætter vi med at styrke vores historisk tætte relation og sikre en stabil fremtid sammen. Denne langsigtede aftale skaber rammerne for en infrastruktur, der muliggør fortsat bæredygtig handel, vækst og beredskab.”

”Det glæder mig, at vi har indgået en 50-årig aftale med Stena Line. Det skaber tryghed og langsigtede muligheder for både havnen og hele Frederikshavn. Det er et stærkt signal om tillid og fælles ambitioner,” siger borgmester Karsten Thomsen i Frederikshavn Kommune.

Udvidelser og flyttedag i Gøteborg
Den nye aftale mellem Frederikshavn Havn og Stena Line indebærer en udvidelse af Stena Lines brugsret og operative drift i færgehavnen samt, at Stena Line bliver forhandlingspart for andre eksterne kunder med behov for havnetjenester, oplyses det.

Inden 2027 flyttes Stena Lines nuværende terminaler for både Danmark- og Tysklandstrafikken fra centrum af Gøteborg til Arendal Havn tæt på Gøteborg. Aftalen med Frederikshavn Havn kan derfor betragtes som en parallel satsning, der understøtter rederiets langsigtede strategi, oplyser rederiet.

Stena Line er ifølge egne oplysninger et af Europas førende færgeselskaber med cirka 40 skibe og 20 ruter i Nordeuropa og Middelhavet med 25.700 afgange hvert år. Stena Line spiller også en vigtig rolle for turismen i Europa med sine omfattende passageraktiviteter, skriver rederiet.

Stena Line-koncernen er familieejet, grundlagt i 1962 med hovedkontor i Gøteborg. Rederiet har 6.200 ansatte og en årlig omsætning på 19,5 milliarder svenske kroner.

I Danmark ejer Stena Line Travel Group blandt andet rejsebureauerne Best Travel og Sembo (det tidligere DTF Travel i Frederikshavn) – Stena Line ejer også hotelbygningen The Reef i Frederikshavn, der drives af Strawberry Group.

Har tidligere sejlet mellem Frederikshavn og Oslo
Frem til juni 2020, under pandemien, sejlede Stena Line også mellem Oslo og Frederikshavn. Da Stena Line trak sig fra ruten, rykkede DFDS ind med et stop i Frederikshavn mellem København og Oslo.

Ruten København-Oslo har siden november sidste år været drevet af det svenske rederi Gotlandsbolaget under navnet Go Nordic Cruiseline.

I december sidste år kunne Standby.dk oplyse, at Go Nordic Cruiseline fra afslutningen af vinterskisæsonen i år fra 30. marts ville indstille sit stop i Frederikshavn – herefter ville rederiet overveje, om ”mellemlandingen” i Frederikshavn skulle vende tilbage fra december i år.

Og sidste måned meddelte Go Nordic Cruiseline, at man ikke vender ikke tilbage til Frederikshavn, men fortsætter som i dag med at sejle direkte mellem København og Oslo.

Relaterede artikler:

København-Oslo-ruten dropper at vende tilbage til Frederikshavn

Norsk hotelkonge til hotelåbning i Frederikshavn

DFDS sejler med Stena Line-færge på ny rute