Skisæsonen hos Højmark Rejser i Schladming starter i år tre uger tidligere end forventet. PR-foto: SkiGroup.

Sneen falder – Højmark-skihotel åbner før planlagt

SkiGroup med blandt andet Højmark Rejser ejer eller driver 11 østrigske skihoteller. Sneen kom tidligt i år. Det får den danske rejsekoncern til at åbne et af sine hoteller tre uger før planlagt.

Skisæsonen skulle først være startet hos SkiGroup med blandt andet Højmark Rejser den 20. december i Salzburgerland. Men sneen er kommet – og sæsonen starter tidligere end planlagt, faktisk tidligere end nogensinde før.

Det skriver SkiGroup, den danske koncern med skirejsebureauerne Højmark Rejser, Lion Alpin og Onlineski.dk i en pressemeddelelse. Det var i øvrigt Højmark Rejser, der vandt årets Danish Travel Award som bedste skirejsebureau.

Fordi også skiturister følger snemeldingerne, har også Højmark Rejser fået mange henvendelser om at åbne sine skihoteller i de østrigske alper tidligere end planlagt. Derfor åbner skirejsebureauet Hotel Planai i Schladming allerede den 4. december.

Til Standby.dk oplyses det, at hele SkiGroup i den kommende skisæson i alt forventer mellem 45.000-50.000 skigæster.

Mange danskere er klar til at komme afsted
I pressemeddelelsen siger Søren Pape, administrerende direktør for og medejer af SkiGroup:

”Når sneen falder så tidligt, og efterspørgslen samtidig er så stor, så skal det udnyttes. Vi mærker tydeligt, at mange danskere er klar til at komme afsted – og derfor åbner vi sæsonen før tid. Det er en rigtig god start på vinteren.”

Også i Østrig er forventningerne høje til den kommende sæson. Ifølge Mathias Schattleitner, direktør for Schladming-Dachstein Tourismus, tegner vinteren allerede lovende:

”Vi ser med stor forventning frem til den kommende skisæson i vores region, Schladming-Dachstein, som med de tidlige snemængder og fremragende forhold på pisterne tegner til at blive en fantastisk vinter. Vores skigæster kan glæde sig til tre nye, topmoderne svævebaner.”

Ejer eller driver 11 hoteller
SkiGroup har som nævnt 11 hoteller i Østrig, flest til brug for gruppens danske og svenske skiturister. Seks af hotellerne ejes af SkiGroup, resten drives eller forpagtes af koncernen.

De 11 hoteller er samlet i koncernens hotelgruppe, Alpeffect Hotels, med Peter Christian Bühlmann Jensen som direktør. Han er blandt andet kendt for sine ni år som direktør for berømte Ruths Hotel i Gammel Skagen fulgt af tre år i spidsen for boutiquehotellet Villa Provence i Aarhus. Tidligere fløj han i over 20 år som Boeing B737-kaptajn; først hos daværende Maersk Air og Cimber Sterling siden hos Jettime.

Peter Christian Bühlmann oplyste tidligere i år til Standby.dk, at samlet bor cirka 60 procent af SkiGroups primært danske og svenske gæster på Alpeffects-hotellerne, 70 procent er skigæster, resten bor på hotellerne om sommeren.

De 11 hoteller
De 11 Alpeffects Hotels er, nævnt alfabetisk efter byen, og med navnet markeret med fed, hvis det ejes af SkiGroup:

Ischgl: Hotel Abendrot

Lofer: Hotel Dax

Saalbach: Hotel Wechselberger

Schladming: Hotel Planai

St. Anton: Hotel Gabl og Hotel Rosanna

Wagrain: Grafenberg Resort, Hotel Kirchboden og Hotel Tatzlwurm

Zauchensee: Hotel Enzian

Zell am See: Hotel Pinzgauerhof

 

Relaterede artikler:

Markant stigende priser på skisportssteder

SkiGroups tidligere adm. direktør skifter til største konkurrent

Kendt skidestination reducerer antal skiturister