Bemandet med en kendt profil har Grønlands største rejsebureau, Air Greenland-ejede Greenland Travel, åbnet nyt rejsekontor i Qaqortoq, der næste år får Grønlands tredje atlantlufthavn.
Onsdag åbnede Greenland Travel sit nye kontor i sydgrønlandske Qaqortoq (Julianehåb). Dermed har rejsebureauet afdelinger i foruden hovedkontoret i Nuuk også i Ilulissat og Sisimiut samt i København. I alt har Greenland Travel over 50 medarbejdere i Grønland og København.
Greenland Travels nye filial i Qaqortoq, der næste år får Grønlands tredje atlantlufthavn (foruden Nuuk og Ilulissat), har til huse i Disko Lines lokaler på værftet. Det nye rejsekontor i Qaqortoq bemandes af Tina Lauritsen, som efter mange år i Greenland Travels afdeling i København, er vendt tilbage til hendes hjemby.
Hun siger i en pressemeddelelse fra Greenland Travel: ”Efter mange år ude, har jeg haft et tiltagende ønske om at komme hjem og være tættere på min familie her i Qaqortoq. Derudover giver åbningen af Qaqortoqs nye regionale lufthavn til april næste år en lokal gejst og nye muligheder for at udvikle byen og området. Det er både enormt spændende og givende at skulle være med til at forme udviklingen her de næste år.”
Tættere på kunderne
Åbningen af kontoret i Qaqortoq passer ind i Greenland Travels ønske om at være tæt på sine kernekunder og understøtte erhvervsudviklingen i regionen, siger rejsebureauets nye administrerende direktør, Mikkel Søndergård, der tiltrådte tidligere i år:
”Greenland Travel har igennem en periode afsøgt muligheden for at være til stede i Qaqortoq, da vi betjener en del lokale virksomheder og offentlige institutioner i regionen. Med ny infrastruktur samt flere aktører indenfor transport og overnatning, bliver udbuddet også mere komplekst. Vi kan både rådgive og få adgang til produkter der sikrer erhvervsrejsende den mest effektive rejselogistik til, fra og rundt i Grønland,” siger Mikkel Søndergård.
Greenland Travel er også klar med et konkret bidrag til turismeudviklingen i regionen i det sydvestlige Grønland:
”Vi har med vores digitale platform Arctic Excursions, et værktøj der gør det muligt at binde lokale operatører sammen med et bredt udsnit af turister der besøger Grønland. Qaqortoq og Sydgrønland er en særegen destination og jeg ser meget frem til at vi sammen får videreudviklet og promoveret regionens mange muligheder, til glæde for operatørerne og vores fælles gæster,” siger Mikkel Søndergård.
To hovedforretninger
Mikkel Søndergaard sagde tidligere i år til Standby.dk, at Greenland Travel har to hovedforretninger: erhverv og leisure/holiday.
”Erhvervsrejser er koncentreret omkring hjemmemarkedet i Grønland, når for eksempel ansatte i selvstyret eller grønlandske virksomheder skal rejse ud af Grønland, eller i Grønland,” sagde han og fortsatte:
”Erhvervsdelen er største del af vores omsætning; det dækker alt fra traditionelle erhvervsrejser til grupperejser, rejser for sportsforeninger og så videre.”
Samlet er Greenland Travel største rejsebureau-aktør i Grønland, vi har nok omkring halvdelen af markedet, anslog Mikkel Søndergård. Sidste år passerede rejsebureauets omsætning en halv milliard kroner.
Relaterede artikler:
Dansk rejsekoncern køber grønlandsk hotel i Qaqortoq

STANDBY.DK Nyt om rejser


