Rejsende. (Foto: Swiss | Lufthansa Group | PR)

Lufthansa-selskaber strammer reglerne ombord

Lithiumbatterier kan skabe farlige situationer, hvis de enten går i brand eller udleder giftig røg. Derfor indfører Lufthansa Group nu nye regler for brugen af powerbanks og e-cigaretter.

Mens powerbanks nok er smarte, hvis man pludseligt er ved at løbe tør for strøm på en telefon eller tablet et sted, hvor der er ikke er en stikkontakt i sigte, har teknologien også været kilde til hovedpine hos flyselskaberne i takt med, at flere og flere rejsende har benyttet dem undervejs.

Årsagen til det er, at powebanks – ligesom meget andet forbrugerelektronik såsom bærbare computere, smartphones, tablets og e-cigaretter – benytter lithiumbatterier, der potentielt kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det kan forekomme, hvis batterierne eksempelvis ikke fungerer korrekt, kortslutter eller udsættes for varme, da lithiumbatterier enten kan overophede, antændes eller frigive giftig røg, hvis det sker.

Strammer reglerne
Et stigende antal sikkerhedshændelser ombord på fly fik sidste år Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) til at udstede nye anbefalinger på området.

Heri lyder det blandt andet, at powebanks og e-cigaretter altid bør medbringes på selve passagerens person eller i håndbagagen. Det skyldes, at netop de to slags elektronik vurderes til at være særligt farlige at have med i luften.

Nu følger flyselskaberne i Lufthansa Group trop, da den store tyske luftfartskoncern, der blandt andet omfatter Lufthansa Airlines, Swiss, Austrian Airlines, Brussels Airlines, ITA Airways og Eurowings, netop har strammet reglerne for brugen af powerbanks og e-cigaretter ombord på flyene.

Slut med at være på hylden
Ifølge de nye regler er det ikke længere tilladt at benytte en powerbank til at oplade eksempelvis en smartphone på flyvninger med koncernens selskaber, ligesom selve powebanken heller ikke må lades op ved hjælp af strømforsyningen på det enkelte fly.

Powerbanks må fortsat gerne bruges til at holde medicinsk udstyr i gang undervejs, men ifølge de nye regler må flypassagerer dog kun medbringe to på en flyvning. De må desuden højest have en batterikapacitet på 100 watt-timer, ellers kræver det en særlig tilladelse fra flyselskabet.

Tidligere har powerbanks og e-cigaretter gerne måtte være i en kuffert eller taske på flyets bagagehylder, men sådan er det ikke længere. Fremover må de nemlig kun opbevares i et stykke håndbagage under sædet foran, i sædelommen eller på passagerens egen person.

Alle disse regler gælder for e-cigaretter, understreger Lufthansa Group, der bemærker, at de nye regler flugter med de seneste anbefalinger fra ikke alene EASA, men også amerikanske Federal Aviation Administration, flyselskabernes brancheorganisation IATA samt FN’s luftfartsorganisation ICAO.


Relaterede artikler:

Bureau: Rejsende bør forberede sig på forbud mod power banks

Efter ”hændelser” – flyselskab forbyder powerbanks

Nye EASA-anbefalinger om lithiumbatterier i fly