Snow-divisionen i Travelheart Family får ny bestyrelsesformand: Kasper Philipsen, tidligere medejer af dansk tøjkoncern. ”Vi får en formand med erfaring på vækst, opkøb og værdiskabelse.”
Travelheart Family har udpeget Kasper Philipsen som ny bestyrelsesformand for forretningsområdet Travelheart Snow med rejsebureauerne Danski, Nortlander og SnowTours. Han er tidligere medejer og direktør for den danske modetøjskoncern DK Company. Han fratrådte som direktør for DK Company Vejle A/S den 27. oktober 2025 efter 25 års ansættelse.
Travelheart Family skriver i en pressemeddelelse, at Kasper Philipsen som bestyrelsesformand i Snow-divisionen afløser Mads Bygballe Christiansen, der er bestyrelsesformand for hele Travelheart Family-koncernen. Mads Bygballe fortsætter i bestyrelsen for Snow-divisionen.
Ifølge pressemeddelelsen har Kasper Philipsen ”solid erfaring inden for strategisk udvikling, skalering og opkøb.”
I pressemeddelelsen siger Bjarke Hansen, Travelheart Familys primære ejer: “Travelheart Snow står på et stærkt fundament, og vi har bevidst valgt en formand, der kan tilføre nye perspektiver. Med Kasper får vi en profil med betydelig erfaring inden for vækst, opkøb og langsigtet værdiskabelse, som vi ser et klart potentiale i at bringe ind i bestyrelsesarbejdet.”
Med til at udvikle skiforretningen yderligere
Som bestyrelsesformand får Kasper Philipsen en aktiv rolle i arbejdet med udformningen af den fremtidige strategi for Travelheart Snow i tæt samspil med ledelsen og den øvrige bestyrelse.
Han siger i pressemeddelelsen: ”Travelheart Snow befinder sig et spændende sted i sin udvikling, hvor der allerede er skabt et solidt afsæt. Jeg ser frem til at bidrage med erfaringer fra arbejdet med komplekse forretninger og være med til at udvikle og skalere skiforretningen yderligere.”
Bestyrelsen i Travelheart Snow består herefter af:
Kasper Philipsen, bestyrelsesformand
Kasper Kallesøe, direktør Heart Hotels
Mads Bygballe, bestyrelsesformand Travelheart Family
Peter Jørgensen, direktør Travelheart Switzerland
Selve Travelheart Family består af 16 brands, primært rejsebureauer, suppleret af flyselskabet Airseven og hotelselskabet, Heart Hotels.
Porteføljen af rejsebureauer består af charterselskaberne Bravo Tours, Primo Tours, Århus Charter, SunCharter og Amisol, samt leisure-bureauerne USA Tours, DanExplore, Unique Travel og Top Tours.
Relaterede artikler:
“Salget til Travelheart var kun et spørgsmål om tid”
Tidligere direktør for Travelheart Snow får ny arbejdsgiver
Danmarks største rejsekoncern Travelheart Family: 62,2 mio. i overskud

STANDBY.DK Nyt om rejser


