Udlandsrejserne på Ferie for Alle var igen i år i Hal G og Hal M. Her er det Unique Travel, en del af Travelheart Family. Fra venstre rejsebureauets administrerende direktør, og kollegerne Tina Falck, Christian Ernstved-Rasmussen og Mille Lund Larsen. Foto: Henrik Baumgarten.

Ferie for Alle 2026: Atter fremgang i besøgstallet

Weekendens Ferie for Alle tiltrak 54.649 gæster, en lille stigning i forhold til 2025. ”Vi er meget tilfredse med igen at være lidt foran, også for at vise, at vi ikke var i tilbagegang,” siger projktchef.

Ferie for Alle i Messecenter Herning havde denne weekend 54.649 besøgende; der var 17.797 om fredagagen, lørdag 22.391 og 14.461 søndag. Samtidig fejrede rejsemessen besøgende nummer 1,5 million siden relanceringen i 1998.

Der var således i år 431 flere besøgende end til sidste års Ferie for Alle. Om tallene, og hvordan weekenden gik, sagde chefen for Ferie for Alle, projektchef Johnny Tang Frandsen, søndag eftermiddag til Standby.dk:

Klik for større format. MCH-teamet bag Ferie for Alle 2026, fra venstre: Peter Kronholm (salg, campingpladser og golf), Knud Sørensen (projektleder camping), Anni Morratz (salg udland, Danmark og outdoor), Nicolai Jepsen Houe (projektkoordinator), Julie Maria Broge Vittrup (praktikant), Johnny Tang Frandsen (projektchef), Trine Wiuff (marketing koordinator), Cecilie Voetmann (projektkoordinator) og Anders Ladefoged (projektleder). Foto: MCH.

”Vi gik i år en lille smule fremad i forhold til sidste år, hvilket var vores erklærede mål. Vi ville gerne holde niveauet og knække kurven, da vi de sidste tre år har haft et stabilt besøgstal på næsten 55.000 besøgende, men en lille nedadgående tendens hvert år.

Og dén nedgang har vi så knækket i år, det er mentalt godt med en lille fremgang,” siger Johnny Tang Frandsen og fortsætter: ”Vi er meget tilfredse med at være lidt foran i år i det samlede besøgstal, også for at vise, at vi ikke var i tilbagegang.”

Projektchefen tilføjer, at Ferie for Alle ”allerede nu har rigtig gode meldinger fra nuværende og måske kommende udstillere til næste år. Mange har allerede bekræftet at de kommer igen næste år, og at de skal have mere plads til Ferie for Alle, der næste år holdes 26-28. februar.

Glæde hos Spies
I en pressemeddelelse fra Ferie for Alle siger 70-års jubilaren Spies, der atter havde sin store stand i Hal M plus en mindre i Hal G, at Ferie for Alle i år bød på ”særdeles velbesøgte og succesrige dage.”

Klik for større format. Personale fra Spies sælger rejser under årets Ferie for Alle. Foto: Henrik Baumgarten,

Jan Vendelbo, administrerende direktør for Spies, siger i pressemeddelelsen:

”Selv om vores forventninger til Ferie for Alle som altid var høje, blev de grundigt overgået i år, og lørdag satte vi ny rekord for, hvor meget vi har solgt på en enkelt messedag. Der har været virkelig mange besøgende forbi vores stande, og stemningen har været helt fantastisk, så det har været nogle superfine dage.”

Jan Vendelbo fortsætter: ”I år stillede vi op med en ekstra stand, der i Hal G fokuserede på vores krydstogter og oversøiske rejser, og mens tanken var, at den blot skulle skabe opmærksomhed om denne del af forretningen, blev den også salgsmæssigt en kæmpe succes. Det overraskede os meget, men bidrager naturligvis blot til vores oplevelse af Ferie for Alle som yderst udbytterig.”

 

Relaterede artikler:

Ferie for Alle 2026: Flere nye udstillere i udlandshallerne

Ferie for Alle: Rekord med over 250 rejseforedrag

Spies får ekstra stand på dette års Ferie for Alle