EU ønsker at styrke Unionens net af højhastighedsjernbaner. Det inkluderer en toglinje mellem København og Berlin, som skal sænke rejsetiden fra syv til fire timer.
Europa-Kommissionen har fremlagt en plan, som skal fremskynde udviklingen af højhastighedsjernbaner i EU med henblik på at give togpassagerer markant kortere rejsetider.
Ved at styrke hurtige, komfortable, sikre og pålidelige jernbaneforbindelser skal planen understøtte EU’s dobbelte mål om at blive klimaneutral i 2050 og styrke Europas globale konkurrenceevne.
Med udgangspunkt i det transeuropæiske transportnet, kaldet TEN-T, sætter planen som mål at halvere rejsetiden på mange populære togrejser i Europa sammenlignet med i dag – og gerne inden 2040.
På kortet over ruter, som er en del af planen, er blandt andet den kommende Femern-forbindelse, som forkorter afstanden mellem København og Berlin. Her vil Europa-Kommissionen med højhastighedstog reducere rejsetiden mellem de to byer fra syv timer i 2025 til blot fire timer i 2030.
I 2035 er det i tillæg ambitionen, at Sofia og Athen skal være forbundet med en seks timers togrejse, mens nye grænseoverskridende forbindelser vil binde de baltiske lande sammen og gøre det muligt at rejse fra Paris til Lissabon via Madrid.
Bedre billetsystemer og færre barrierer
Europa-Kommissionen ønsker at skabe et mere sammenhængende jernbanenet på tværs af Unionen. Det vil man blandt andet gøre ved at fjerne barrierer for nye operatører af højhastighedstog.
Derudover ønsker man bedre koordinering af banekapacitet, hvad man betegner som rimelige sporafgifter og ikke-diskriminerende adgang til servicefaciliteter. Det skal både styrke konkurrencen og gøre det mere overkommeligt at drive højhastighedstog.
En del af planen er, at lovgivningen skal forbedre grænseoverskridende billetsystemer og bookingsystemer, så det bliver lettere for passagerer at planlægge og købe sammenhængende rejser på tværs af landegrænser, med bedre adgang til passagerrettigheder ved rejser med flere operatører.
Lovgivningen skal samtidig understøtte udviklingen af et brugtmarked for jernbanemateriel, og Europa-Kommissionen vil i 2027 foreslå tiltag, som skal forbyde konkurrenceforvridende skrotning af funktionsdygtigt og sikkert jernbanemateriel samt fastlægge gennemsigtige betingelser for videresalg og drift i alle medlemsstater.
EU’s jernbanenet skal dog ikke udelukkende befolkes af gamle tog. Således vil man også forsøge at fremme udviklingen af næste generation af højhastighedstog.
Her vil man afsætte midler, som skal gå til forskning og innovation, der kan overvinde tekniske barrierer, som i dag forhindrer højhastighedstog i at operere gnidningsløst på tværs af Europa.
Relaterede artikler:
Klar til ny direkte international togrute til Danmark

STANDBY.DK Nyt om rejser


