I slutningen af året overtager Comwell Hotels og AKF Arbejdernes Landsbanks tidligere hovedsæde i hjertet af København. Bygningen skal derefter omdannes til et hotel med 190 værelser og suiter.
I maj i år forlød det, at et hotel kunne være på vej i Panoptikon-bygningen på Vesterbrogade i det indre København.
Den blev opført i 1950’erne på adressen, hvor Arbejdernes Landsbank har haft en hovedsæde siden 1927, men bygningen står til at skifte hænder, da banken er i færd med at bygge et nyt domicil ved navn AL-Huset på Sluseholmen.
Nu er forlydenderne blevet bekræftet af Comwell, der står bag det kommende hotel. Det er hotelkædens samarbejdspartner ejedomsudviklingsselskabet AKF, der er hovedejer af bygningen, mens Comwell bliver medejer og driftoperatør af det kommende hotel.
Skal bygges om
De nye ejere overtager officielt Panoptikon-bygningen, der ligger et stenkast fra både Tivoli og Københavns Hovedbanegård, den 1. december i år.
Herefter igangsættes der efter planen en omfattende indendørs ombygning, hvor de nuværende kontorfaciliteter forvandles til et hotel, der skal have et moderne udtryk, ligesom facaden skal udskiftes og genskabes med respekt for bygningens oprindelige udtryk.
Hotellet ventes at slå dørene op godt to år efter overtagelsen.
Betegner bygning som ganske særlig
Comwell beskriver det nye projekt som et high-end hotel, der får 190 værelser og suiter fordelt på 10 etager, restaurant, café samt en rooftop-bar med panoramaudsigt over hovedstaden. Sidstnævnte vil blive etableret på bygningens 11. etage.
I kælderen befinder den tidligere bankboks sig. Den ønsker den danske hotelkæde at bevare, og det oplyses, at tanken er, at rummet skal danne ramme om særlige oplevelser og aktiviteter samt bidrage til hotellets samlede fortælling.
”Vi ser frem til at blive en del af dette prestigefyldte projekt, som føjer et unikt hotel til Comwell-familien,” siger administrerende direktør Peter Schelde fra Comwell Hotels.
”Panoptikon-bygningen er noget ganske særligt – et hus, der emmer af sjæl og historie – og vi ser frem til at bringe bygningen til live som et inspirerende hotelmiljø med hjerte og kant. Her får både byens borgere, Comwells stamgæster og rejsende fra hele verden mulighed for at opleve København fra første parket.”
Er mere fokuseret i dag
Ifølge Comwell Hotels er åbningen af et high-end hotel i midten af København et centralt skridt i kædens vækstplan, hvor ambitionen er at løfte omsætningen med yderligere 500 til 700 millioner kroner i løbet af de kommende fem år.
I seneste regnskabsår satte Comwell Hotels rekord med en omsætning på omkring 1,2 milliarder kroner og et resultat før skat på 47 millioner kroner. Ved at skabe dét, der beskrives som en mere fokuseret og strategisk portefølje har Comwell fået det nødvendige råderum til at kunne udvide.
”Vi har i de seneste år skabt et stærkere og mere fokuseret Comwell med klare prioriteringer,” slår direktøren fast.
”Vi investerer dér, hvor vi kan gøre en reel forskel, og hvor vores produkt naturligt hører hjemme. Panoptikon-bygningen er en sjældent stærk kombination af beliggenhed, historie og potentiale – og et oplagt næste kapitel i den vækstrejse, vi er i gang med.”
Relaterede artikler:
Medie: Hotelhandel til halv milliard kan være på vej

STANDBY.DK Nyt om rejser


