Halloween i Tivoli. (Foto: Jakob Melgaard | Tivoli | PR)

Tivoli skruer forventningerne til årsresultatet op

En vellykket sommer med flere gæster per åbningsdag, end tilfældet var sidste år, og en forlænget Halloween-sæson har bidraget til, at Tivoli nu regner med et bedre resultat end tidligere.

Torsdag har Tivoli offentliggjort den seneste delårsrapport, der dækker perioden fra den 1. januar til og med den 30. september. Heri fremgår det, at både besøgstal, omsætning og resultat er lavere end i samme periode sidste år, men det er der dog en forklaring på.

Tivoli har nemlig indtil videre haft ni færre åbningsdage end i 2024, hvilket både afspejler sig i antallet af gæster i den gamle have samt aktivitetsniveauet. Derudover havde attraktionen flere driftsindtægter sidste år, da der blev indregnet kompensation fra COVID-19-pandemien, lyder det.

I løbet af årets første ni måneder har Tivoli registreret 2,68 millioner gæster, hvilket er godt to procent færre end i samme periode sidste år, hvor antallet var 2,73 millioner. I sommersæsonen var der dog i gennemsnit flere gæster per åbningsdag sammenlignet med 2024.

Regner med bedre resultat end tidligere
Nettoomsætningen har i perioden været på 886,5 millioner kroner mod 891,0 millioner kroner for et år siden. Det svarer til et fald på en procent. Resultatet før skat er faldet med 44 procent fra 61,4 millioner kroner sidste år til 34,6 millioner kroner i år.

Ifølge Tivoli har de første ni måneder samlet set levet op til forventningerne, men den gode start på Halloween og udsigten til en populær julesæson gør, at Tivoli venter sig mere af årets samlede omsætning end hidtil.

Tivolis seneste udmeldte forventninger for 2025 var en omsætning på omkring 1.300 millioner kroner samt et resultat før skat, der beløber sig til 130 millioner kroner. Den forventede omsætning øges dog nu til 1.325 millioner kroner, mens resultatet før skat skrues op til 145 millioner kroner.

Tivoli oplyser, at hvis forventningen holder stik, vil man være på niveau med det ordinære driftsresultat i 2024, som var historisk godt.

35 procent var fra udlandet
Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør i Tivoli, er ikke overraskende godt tilfreds med den udvikling, som man har været vidne til i årets løb.

”Tivoli står stærkt. Vi opjusterer i dag forventningerne til årets resultat, hvilket er meget glædeligt. Det sker på baggrund af en god start på den udvidede Halloween-sæson samt en vellykket sommersæson, hvor der særligt var fremgang i sensommeren, blandt andet begunstiget af et flot og stabilt vejr.”

”Over 35 procent af sommerens gæster kom fra udlandet, hvor der i år særligt er oplevet fremgang i forhold til amerikanske og svenske turister. Halloween-sæsonen blev i år udvidet med en ekstra åbningsuge, hvilket har givet flere gæster i sæsonen end tidligere år.”

Direktøren regner med, at gæster fra både ind- og udland også vil besøge Tivoli for at få en bid af den klassiske danske julestemning.

”Med afsæt i de seneste års investeringer, en succesfuld sommersæson og en velbesøgt Halloween-sæson, står vi som forretning godt rustet til en god afslutning på 2025. Vi forventer stor interesse fra ind- og udland for Jul i Tivoli, som byder på både nyheder og klassiske juleoplevelser for alle.”


Relaterede artikler:

For første gang i årevis: Tivoli forlænger sæson

Trods svagere halvår: Tivoli holder fast i forventninger

”Vi har rundet den første kvarte million gæster”