Anemette og Danni Bühlmann. (Foto: Bühlmann | PR)

Bühlmann ændrer på topledelsen

For at kunne følge med væksten foretager Bühlmann nu ændringer i ledelsen. Det indebærer, at ejerne nu får nye opgaver, mens to chefer overtager ledelsen af flere hoteller.

Den danske hotelkæde Bühlmann ruster sig til at håndtere den vækst, som koncernen har oplevet i de seneste år. Det betyder, at man ændrer organisationen på direktions- og ledelsesniveau.

Kæden ejes af Danni og Anemette Bühlmann, og organisationsændringen betyder, at det fremover kun er Danni Bühlmann, der er administrerende direktør for hotelkæden, som i dag har 10 hoteller i Jylland og på Sjælland. Indtil nu har det ellers været en rolle, som ejerne har delt.

Anemette Bühlmann kommer som bestyrelsesformand til at fokusere på kædens vækst, hvilket indebærer nye potentielle hotelsamarbejder, så kæden i fremtiden kan blive landsdækkende, oplyser Bühlmann-koncernen i en pressemeddelelse.

”Bühlmann er i disse år på en spændende vækstrejse, og alene det seneste år har vi tilføjet tre nye hoteller til vores voksende portefølje. Det kræver, at vi løbende udvikler og styrker vores organisation, så vi har det rette fundament til at vækste yderligere og nå vores mål om at blive landsdækkende,” forklarer Danni Bühlmann.

Han fortsætter:

”Derfor har vi valgt at foretage en række organisatoriske ændringer, der blandt andet indebærer, at vi samler ledelsesansvaret på færre personer for at opnå større synergier mellem hoteller beliggende i samme område.”

Chefer får ansvar for flere hoteller
Organisationsændringerne træder i kraft den 1. oktober, og det er ikke kun de to øverste chefer, som ændringerne omfatter, oplyser Bühlmann. Man har nemlig valgt at samle ledelsesansvaret på flere af koncernens hoteller.

Det betyder, at Mike Sthyr er tiltrådt som ny hotelchef på Scheelsminde, mens han fortsætter i rollen som hotelchef på Pier 5 Hotel og dermed har ledelsesansvaret for begge hoteller i Aalborg.

Samtidig er Thomas Holme tildelt ledelsesansvaret for hotellerne Villa Provence og Hotel Royal i Aarhus, mens han fortsætter som hotelchef på Nørre Vosborg.

Bühlmann Hotels har hovedsæde i Aalborg og beskæftiger i dag mere end 400 medarbejdere på tværs af koncernens administration og 10 hoteller.

 

Relaterede artikler:

Skal tage historisk hotel mod nye højder

Bühlmann barsler fortsat med store vækstplaner

Bühlmann styrker sig i København med nye ledere