Sixt er navnlig stor i Europa. PR-arkivfoto fra Italien.

Biludlejningskæmpe får god start på året

Sixt kom godt fra land i årets første kvartal. Der var fremgang på de to europæiske markeder: det tyske hjemmemarked og det øvrige Europa. Globalt har Sixt over 2.300 biludlejningsstationer.

Samlet omsatte Sixt på koncernbasis i første kvartal i år for 928,9 millioner euro, cirka 6,9 milliarder kroner, hvilket er en stigning på otte procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Sixt opdeler sit største marked, det europæiske, i det tyske hjemmemarked og resten af Europa. Sidstnævnte omsatte i årets første kvartal for 344,7 millioner euro, svarende til 2,5 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på 16 procent.

Der blev udlejet biler på den tyske hjemmebane for 271,2 millioner euro, svarende til to milliarder kroner, hvilket er en stigning på 12 procent sammenlignet med første kvartal af 2024.

På det store nordamerikanske marked, USA og Canada, blev der omsat for 310,3 millioner euro, svarende til 2,3 milliarder kroner. Det var en nedgang på seks millioner euro, hvilket Sixt tilskriver faldet i værdien af den amerikanske dollar.

I årets første kvartal fik Sixt et overskud på 2,1 millioner euro sammenlignet med et tab på 17,6 millioner euro på samme tid sidste år.

182.900 udlejningsbiler
Sixt er også i gang med at udrulle sit nye Sixt One-bonusprogram, som i første kvartal i år også blev lanceret i Tyskland samt Schweiz og Østrig. Sixt One, der blev introduceret i slutningen af sidste år, kommer til det canadiske marked i andet kvartal af 2026.

På verdensplan har Sixt nu passeret 2.300 udlejningsstationer, hvilket er 200 flere end på samme tid i 2024.

Ved seneste fintælling havde Sixt i alt 182.900 udlejningsbiler, hvilket er 8,4 procent flere end ved udgangen af første kvartal 2024.

Normalt oplyser biludlejningsbranchen i Danmark, at Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af markedet. Den næste tredjedel deles mellem Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt, hvor Sixt er størst af de fire, mens den sidste del af markedet tilhører lokale biludlejere i Danmark.

Som andre store biludlejningsselskaber har Sixt i Danmark også to typer udlejningsbiler: ”danskerbiler”, hvor der er betalt danske skatter og afgifter (til udlejning til personer med bopæl i Danmark), og de såkaldte ”valutabiler”. Disse kaldes også NTC-biler (Non Tax Cars), altså biler uden danske skatter og afgifter. NTC-biler kan kun lejes af udlændinge eller danskere med registreret bopæl i udlandet.

 

Relaterede artikler:

Sixt i Danmark vil levere lejebiler til fordøren

Hertz Biludlejning i Danmark får ny franchisetager

Ny tendens: Har elbil, men lejer benzinbil til ferien