Femern-forbindelsen skulle have været klar i 2029. Siden er åbningen af bil- og togforbindelsen udskudt gentagne gange. Nu bliver det tidligst i 2032 for bilerne, mens det er uvist med togene.
Den næsten årlige melding om nye forsinkelser af den kommende Femern-tunnel mellem Danmark og Tyskland lyder nu, at åbningen opdeles i to etaper: Først bilerne, formentlig i 2032, og togene på et senere tidspunkt, tidligst i 2033.
Det oplyser bygherren, Sund & Bælt, og peger på to årsager som følge af ”forsinkelser i byggeriet af Femern Bælt-tunnelen og de tilstødende landanlæg på tysk side.”
Jernbanen åbner på et senere tidspunkt, når de nødvendige anlæg på tysk side står klar, oplyses det. I pressemeddelelsen siger Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt: ”Det er ærgerligt for den grønne omstilling og for togpassagererne, at jernbanen ikke kan åbne samtidig med vejforbindelsen.”
Oprindeligt skulle jernbanelandanlæggene på den tyske side, herunder på selve øen Femern (Fehmarn på tysk), være taget i brug i 2029. Dermed kunne der blandt andet køres tog fra København til Hamborg på tre timer mod fem timer i dag. Ruten har i øjeblikket én million årlige passagerer – når Femern-forbindelsen åbner, forventes betjeningen på strækningen København-Hamborg at vokse til tre millioner passagerer om året.
Forsinkelser i Danmark og Tyskland
Forsinkelserne skyldes blandt andet ”lange og komplekse procedurer for godkendelser og tilladelser til at igangsætte anlægsarbejdet i Tyskland.”
Men byggeriet er også forsinket fra dansk side med cirka to år på grund af udfordringer med det specialfartøj, der anvendes til nedsænkningen af tunnelelementerne i Femern Bælt. Den 18 kilometer lange sænketunnel, der bliver verdens længste, bygges med 88 betonelementer, der samlet vejer 73.500 tons, og som hver er 217 meter lange.
Denne del af projektet er påvirket af vilkårene i den tyske myndighedsgodkendelse, som sætter snævre grænser for undervandsstøj samt for, hvor og hvornår der kan arbejdes i tysk farvand, skriver Dagens Byggeri.
Femern-forbindelsen skal ligesom Storebæltsbroen finansieres med brugerbetaling. Det danske bidrag ender med at overstige 100 milliarder kroner.
Relaterede artikler:
Femern: Forventer styrket turisme i Sydsverige
Femern Bælt-forbindelsen: 800.000 klodser bliver til byggeplads i Legoland
Nu anlægges milliarddyr Femern Bælt-jernbane

STANDBY.DK Nyt om rejser


