Caracas. (Foto: Oscar | Wikimedia Commons | CC BY-SA 4.0)

Jordskælv rammer Venezuela

To kraftige jordskælv har rystet Venezuela. Udenrigsministeriet bekræfter, at 25 personer er på Danskerlisten, men ministeriet har ikke kendskab til, at danskere skulle være kommet til skade.

Natten til torsdag blev det nordlige Venezuela ramt af to kraftige jordskælv, der målte henholdsvis 7,2 og 7,5 på Richterskalaen.

Flere dele af landet har oplevet ødelæggelser, men hændelsen ser ud til at være gået særligt hårdt ud over hovedstaden Caracas og den omkringliggende egn. Der meldes om, at jordskælvenes epicenter var omkring 100 kilometer vest for den venezuelanske hovedstad.

Situationen udvikler sig hele tiden, men den seneste melding fra Venezuelas fungerende præsident Delcy Rodriguez lyder, at der er 32 døde og 700 sårede. Det tal forventes dog at stige, når myndighederne får overblik over situationens omfang.

Kender ikke til sårede danskere
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser torsdag til Standby.dk, at der i øjeblikket er registreret 25 personer på Danskerlisten for Venezuela.

”Det er frivilligt at til- og afmelde sig Danskerlisten, så det faktiske antal danskere i landet kan være højere eller lavere. Udenrigsministeriet har udsendt krisekommunikation til tilmeldte på Danskerlisten for Venezuela og har for nuværende ikke kendskab til tilskadekomne danskere,” lyder det.

Data fra US Geological Survey (USGS) peger på, at det kraftigste af de to er det mest voldsomme jordskælv, som har ramt det sydamerikanske land i over 100 år. Det største jordskælv i Venezuelas historie fandt sted i 1990 og blev takseret til 7,7 på Richterskalaen. Det skriver CNN.

En sand tragedie
En af de ubekendte faktorer ved situationen er, at det foreløbige antal ikke omfatter delstaten La Guaira, der ligger ved kysten nord for Caracas. Meldinger går på, at delstaten har oplevet de værste skader, og den er efterfølgende blevet erklæret et såkaldt katastroferamt område.

”Snesevis af bygninger er styrtet sammen, og vi er i øjeblikket i gang med en meget intens redningsindsats for at redde så mange liv, som Gud vil tillade os at redde,” udtaler Delcy Rodriguez i en TV-optræden, hvor hun ifølge Reuters betegner hændelsen som ”en sand tragedie”.

Det er også i La Guaira, at landets hovedstadslufthavn Simón Bolívar International Airport befinder sig. Den er blevet lukket efter jordskælvene, da den – ifølge det danske udenrigsministerium – har fået omfattende skader i forbindelse med hændelsen.

Flere lande – heriblandt Spanien, USA og Kina – har tilbudt at hjælpe Venezuela med nødhjælp og andet.

 

Relaterede artikler:

Rejsebureauer: Næppe danske turister i Venezuela

Jordskælvsfrygt rammer turismen på græsk ferieø

Jordskælv lukker stor islandsk turistattraktion