Die Deutsche Zentrale für Tourismus har netop afviklet en konference, hvor deltagere fra 25 lande diskuterede, hvordan fortællingen om Tyskland som rejseland kan nuanceres og bredes mere ud.
Vi lever i omskiftelige tider, og derfor handler det om ikke at hvile på laurbærrene, selv hvis det går relativt godt. Sådan lyder meldingen groft sagt fra Die Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT) i kølvandet på et arrangement, der løb af stablen over tre dage i begyndelsen af ugen.
Her var 70 internationale rejsejournalister fra flere end 25 lande inviteret til turistorganisationens femte såkaldte Incoming & Brand Summit, hvor omdrejningspunktet for aktiviteterne var, at de fremmødte skulle drøfte, hvordan Tyskland fastholder sin position som et populært rejsemål.
Mere konkret ønskede DZT at få afdækket, hvordan landets turistbrand kan udvikles således, at det er i tråd med tiden, hvor digitalisering, skiftende rejsevaner og en hårdere konkurrence fra andre dele af verden er begyndt at spille en større rolle.
Bidrager til fortællingen
Konferencen havde fået titlen ’Innovative. Authentic. Liveable’, og debatterne kredsede særligt om tre emner. Byudvikling, gastronomi og livskvalitet. Det skyldes, at disse tre i stigende grad vejer tungt, når turister skal vælge en destination til næste rejse.
Fagfolk med speciale i arkitektur og design var inviteret til at komme og diskutere, hvordan moderne byrum kan skabe identitet og gøre byer mere attraktive for både borgere og besøgende, mens andre paneldebatter satte fokus på gastronomiens betydning som kulturelt visitkort.
De pointerede blandt andet, at både lokale specialiteter, Michelin-restauranter og nye madoplevelser spiller en rolle i at gøre potentielle turister nysgerrige på et rejsemål.
Derudover beskæftigede deltagerne sig også med de oplevelser, der ligger uden for storbyerne. Natur, wellness, kultur og forskellige bæredygtige tilbud efterspørges i stigende grad af udenlandske gæster, og de er med til at udvide fortællingen om Tyskland som rejseland.
Andet end et finanscentrum
I løbet af de tre dage greb Frankfurt også chancen til at vise de mange journalister andre dele af værtsbyen. Mange forbinder den nemlig fortsat med banker, skyskrabere og internationale messer, men ligesom resten af landet vil storbyen også gerne have en bredere profil.
”Frankfurt kombinerer kultur, historie og innovation på en måde, der afspejler mangfoldigheden i det moderne Tyskland,” siger Thomas Feda, der er direktør for Frankfurt Turisme- og Kongresbureau.
Konferencedeltagerne fik rundvisninger i Frankfurt og omegn, hvor de blandt andet blev præsenteret for forskellige nye hotel- og oplevelseskoncepter, der er udviklet med henblik på at styrke Tysklands position på det internationale turistmarked.
DZT oplyser, at organisationen stod tilbage med en klar konklusion, da konferencen var overstået. Den er, at Tyskland ikke blot skal være et populært rejsemål, men landet skal også fremstå som en moderne, kreativ og bæredygtig destination, hvor innovation og autenticitet går hånd i hånd.
Relaterede artikler:
Turistråd: Krisen kan have styrket Tysklands position

STANDBY.DK Nyt om rejser


