SAS og Singapore Airlines fletter fingre

Af Ejvind Olesen

De er blevet lidt lune på hinanden. De har faktisk været det i nogen tid. Siden de sidste år i julemåneden indgik en aftale om lidt codeshare hist og pist. Primært på ruten fra København til Singapore og fra Bangkok til Singapore.

Nu er code share ikke udtryk for den store kærlighedserklæring, men blot et udtryk for, at man står hinanden lidt nærmere end andre og modtager hinandens billetter.

Med den meddelelse SAS sendte ud som indgang til St. Bededagsferien er det noget helt andet. Nu er de brændt varme på hinanden, og det kan føre til alt. Lige fra forlovelse til bryllup, selv om fornuftige forældre vil mene, at de skal se tiden lidt an.

Singapore Airlines har brug for at få nogle af sine mange fly beskæftiget på flere internationale ruter fra Skandinavien og Nordeuropa. Og ikke mindst brug for at styrke Singapore som hub i Fjernøsten. Landet er jo ikke i sig selv stort. Blot man rammer en golfbold godt, havner den inde i Malaysia.

SAS mangler i den grad power i sin trafik til Fjernøsten og ikke mindst Sydøstasien. En enkelt rute fra København og Stockholm til Bangkok er i sig selv ikke imponerende.

SAS mangler langdistancefly. Dem har Singapore Airlines i rigelig mængde (otte Airbus A 380 og option på yderligere seks, 24 Airbus 330 og 340 og syv Boeing 747). Plus en stribe Boeing 777.
Det er altså en god medgift, hvis det skulle ende med en Lily-model (bryllup).

SAS er interesseret i mere trafik til Sydøstasien og er formentlig klar til at indgå i en joint venture, som kan ende med et nyt selskab, eller en model a la SAS/Lufthansa i Europa, hvor man deler udgifter og indtægter. Alt er muligt og tilladt i en verden med open sky.

I første omgang bliver der kun tale om codeshare mellem København og Singapore og ugentlige afgange, som flyves af SIA. Det er den sidste sætning i pressemeddelelsen, man skal hæfte sig ved med udtalelse af Singapore’s vicepræsident Tan Chik Quee:
”Vi ser muligheder for et tættere samarbejde mellem de to selskaber. Det vil også betyde mere trafik mellem Nordeuropa og Sydøstasien. Vi ser frem til at offentligøre disse planer, når de er færdigforhandlet.”

Det gør vi også!

 

Skrevet af