Krydstogtsgæster klager over busser på Bornholm

Bornholm er ved at blive indarbejdet for flere krydstogtskibe i Baltikum, og øen får normalt høje karakter på spørgeskemaer hos rederierne. I den varme, danske sommer giver det imidlertid problemer.



I sidste uge blev passagererne fra Seabourn – der hører til ultraluxus gruppen med ca. 80 procent amerikanske gæster om bord – kørt rundt på øen i busser uden aircondition, hvor der var op mod 40 graders varme. Det har betydet, at DMC, bureauet, der står for alle udflugter og handling af skibenes passagerer og bagage på landjorden, har meldt ud.



“Vi har meddelt vore samarbejdspartnere i Rønne, at vi stopper med busudflugter, når det er mere end 25 grader, hvis der ikke kan skaffes busser med aircondition. Så vidt jeg ved er der kun en eller to busser på hele øen, der har moderne aircondition. Og sådan noget forstår amerikanerne bare slet ikke,” siger indehaver og direktør Jens Elers til Take Off (billedet).



“Rederiet har klaget til os, og det er bare ærgerligt, fordi Bornholm har fået fine karakterer hele sommeren. I sandhedens interesse skal jeg sige, at også Århus fik et lille minus i karakterbogen, fordi en enkelt bus ikke havde aircondition. Med til historien hører dog, at vi ved samme lejlighed havde 32 busser i gang i byen, tilføjer Jens Elers, hvis firma står for op mod 70 procent af al handling af krydstogtskibene i Danmark i sommer.

Skrevet af