Fredagsklummen – Lamperøg i luftfartsforhandling

Af Ejvind Olesen



NU ER DEN her igen. Sagen om frie rettigheder mellem EU og USA til flyvninger over Nordatlanten, og hvad deraf følger. EU’s forhandlere vil gerne virke, som om de bestemmer og har de rigtige løsninger. Det har de ikke, og de bestemmer indtil videre ikke over luftrummet over EU-landene, det gør de enkelte lande heldigvis selv.



Forhandlinger starter i ugen fra mandag 14. november, og ønsker fra begge sider er de sædvanlige.



Amerikanerne vil have lov til at flyve med flere afgange til Heathrow Lufthavn i London. Det får de ikke.



Europæerne vil have lov til at flyve på givtige indenrigsruter i USA. Det får de ikke. Og sådan ender den uge, ligesom alle de øvrige, uanset positive meddelelser forud.



FAKTISK ER der ikke tale om Open Skies, men om “an open aviation arena”, og fra EU’s side et ønske om “regulatory convergence”. Eller lige vilkår i konkurrencen med sikkerhedskrav, statsstøtte og lignende. Det kan man da sagtens få nogen tid til at gå med, men næppe nå til enighed.



De amerikanske flyselskaber bløder for tiden. De kan ikke få økonomi i indenrigsruter i det store land, og de satser i stedet på oversøiske ruter. De har allerede lov til at flyve til de europæiske lande, stort set som de vil.



Der er for eksempel ikke noget i vejen for, at Delta Air Lines kan flyve ind til København og videre til Berlin.



Det er derimod helt udelukket, at SAS kan flyve til Washington og få trafikrettigheder videre til Houston, for nu at nævne en parallel med Continental Airlines hjemmebase.



Det er også helt udelukket, at British Airways får lov til at flyve fra London til New York og derfra videre til Los Angeles. Derfor er det også udelukket, at flere amerikanske selskaber, udover American Airlines, kan få lov at flyve mere trafik på Heathrow.



EU ER NØDT til at sige, at det er konkurrenceforvridende, at amerikanske selskaber kan gå i kontrolleret betalingsstandsning (Chapter 11), en indirekte statsstøtte, og samtidig opruste voldsomt på ruter til Europa i konkurrence med de europæiske selskaber.



Amerikanerne vil samtidig sige, at de måske godt vil give lov til højere investeringer i de amerikanske selskaber fra europæisk side, men ikke nok til at blive bestemmende som majoritetsejer.



Ydermere vil man fra USA’s side også hævde, at europæiske selskaber får statsstøtte fortsat, og vil her pege på Alitalia og en række andre eksempler.



Fra EU’s side vil forhandlere prøve at overbevise om, at man har styr på det hele, men det svækkes straks talen går på Heathrow og briterne. Og så ender det hele igen med en række hensigtserklæringer, som forbrugerne ikke kan bruge til noget.



Det ville da være en dejlig ting, hvis vi kunne blive på vores udmærkede europæiske fly, når vi for eksempel flyver med SAS eller Finnair ind til New York og Chicago og videre i USA, men det kan vi ikke.



Kun hvor europæiske selskaber flyver direkte til destinationer i USA er det muligt, og det udnytter British Airways og Lufthansa i høj grad.



Fornyede samtaler vil blive omtalt som noget positivt, men den ærlige vilje til at give køb, kan vi spejde langt efter. Dybest set er det hele næsten lige så reguleret, som det var tilbage i IATA’s monopoldage.

Skrevet af