Ekstern kommentar af Jørgen Krab Jørgensen

Billund Lufthavn ønsker, at luftfarten i Danmark, ja i hele Europa skal have fair konkurrencevilkår.



Vi bakker derfor fuldt og helt op om det stærke ønske om at den danske særskat på 75 kr. pr. passager afskaffes.



Vi ønsker, at kravet om fair konkurrencevilkår skal gælde på alle områder.



Vores nabolufthavn – Esbjerg Lufthavn – er en kommunal lufthavn.



Esbjerg Lufthavn, dvs. Esbjerg Kommune, giver en speciel rabat til Ryanair på 116 kr. for hver eneste passager, der rejser fra Esbjerg til London.



Esbjerg Kommune giver med andre ord et kommunalt tilskud på 116 kr. for hver eneste passager, der rejser med Ryanair fra Esbjerg Lufthavn.



Dette tilskud har Statens Luftfartvæsen erklæret ulovligt, og der er givet påbud om, at det skal ophøre.



Esbjerg Kommune siger, at uden denne rabat, ville Ryanair ikke benytte Esbjerg Lufthavn.



Det er sikkert korrekt, og Esbjerg Lufthavn og Kommune ignorer påbuddet.



Jeg har en begrundet antagelse om, at Ryanair får samme velvillige behandling i alle de lufthavne, selskabet beflyver.



Antagelsen er velbegrundet, når man erindrer, at tilsvarende forhold er afsløret i Charleroi og i en række , svenske, norske, spanske, italienske og baltiske lufthavne – blot for at nævne nogle enkelte.



Ryanair havde i første halvår 2004 – ifølge pressen – i alt 14 mio. passagerer og kunne notere et overskud på 1,6 mia. kr.



Det logiske regnestykke er: 14 mio. passagerer gange 116 kr. Resultatet er: 1,6 mia. kr.



Ryanair har altså en konkurrencefordel, der svarer til hele det overskud, Ryanair kan fremvise.



Konkurrencefordelen er i langt de fleste tilfælde –som i Esbjerg – finansieret via offentlige midler i form af en specialrabat eller et særtilskud til Ryanair.



Efter min mening er det aldeles uacceptabelt, at SAS, Maersk Air og andre flyselskaber i Danmark og i hele Europa skal bydes disse helt urimelige konkurrencevilkår. Og det er selvfølgelig helt uacceptabelt for lufthavne, der drives kommercielt, at de skal konkurrere med skatteborgerne i deres eget optageområde.



Jeg forstår godt, at borgere, erhvervsliv, politikere, og medier fascineres af billige flybilletter, men jeg forstår ikke, at de for at opnå disse billige priser finder det acceptabelt, at et selskab helt åbenbart kan modtage konkurrenceforvridende støtte fra offentlige myndigheder.


Skrevet af