Fredagskommentaren – Den flyvende restaurant

JEG HAR en stor last. Jeg har måske endda mange, men der er èn, som jeg ikke vil løbe fra. Hver gang jeg går om bord i et fly, bliver jeg sulten. Uanset om kl. er syv om morgenen, eller to om eftermiddagen, for slet ikke at tale om midnatstid, når man skal hjem fra Bangkok.



Mine nærmeste siger, det er mit jyske maveur, der går i gang, men eftersom jeg aldrig har prøvet at flyve som barn eller som helt ung, kan det ikke være det. Når man så samtidig har oplevet de første måltider på DC-flyene og caraveller på chartertur med rugbrød og flyvefisk og varme rundstykker, over utallige flyrejser med alverdens flyselskaber, også på 1. klasse, og med Concorden, skulle man jo tro, at jeg havde fået nok.



Men nej, hver gang jeg løber ind i et dansk indenrigsfly med 20 minutter i luften, tror min mave, at vi er kommet til det jyske krokøkken. Det sker aldrig i et tog. Jo mere togstewardesserne trækker rundt med tørre sandwich og kedelige småkager, desto mindre interesseret bliver jeg. Men oppe i luften er det noget andet.



DEN OPMÆRKSOMME læser vil nu kunne forstå, at jeg har visse problemer i nutidens fly. Hvor først flykøkkener på fallittens rand bruger laveste fællesnævner og mest skrabede stil for overhovedet at hente ordrer hjem. Tæt fulgt op mange flyselskaber, som forsøger at overgå hinanden i “ikke at servere noget af betydning, eller i hvert fald tage penge for det, der ikke er af betydning”.



Vi ved, at flyenes brændstoftanke sluger mere og mere, helt op til mellem 10 og 15 procent af udgifterne i et stort ruteselskab, men vi ved også at udgifterne til mad og drikke samt service, udgør mindre og mindre. Måske endda mindre end den urimelige statsafgift på 75 kr. pr. passager.



Det er naturligvis lavprisselskabernes skraben på prisskalaens bund, der med nogen ret får skylden. Men også kun delvist. Man kunne jo vælge at lægge sine besparelser andre steder, for i det mindste at vise, at man har et bedre produkt end konkurrenten.



Jeg hører forsvaret: “Folk vil ikke betale, og maden betyder ikke noget på en forholdsvis kort rejse. Flere og flere tager i øvrigt selv mad med.”



Ja, mon ikke. Jeg forstår ikke, at man tillader det. Det minder om Storebæltsfærgen i gamle dage, når æggemadder og ostemadder blev pakket ud, og der lige var råd til at købe en kop tynd kaffe. Det var sandelig en rejseoplevelse.



NU SER MAN folk have egne madpakker med, indkøbte madvarer i lufthavnen, flasker med vand, vin og øl, som stille listes op af tasken og ned på bordet i et tomt plastkrus.



Eller man kan vælge at købe en sandwich – der var den igen – til tre euro eller et varmt måltid med klæg pastaret til fem-seks dollar. Kom om bord og nyd det!



Nede på jorden sidder cateringfolkene – engang et stolt folkefærd med dygtige kokke og rigtig konditor – og tager konkurrencen op med en simpel grillbar på Hjallerup Marked. Ikke fordi de kan li` det, men fordi de ikke har råd til andet – og fordi deres kunder, flyselskaberne, tilsyneladende heller ikke har råd. Eller har valgt at prioritere anderledes.



Efter en flyrejse på halvanden time på turistklasse forleden ved frokosttid, måtte jeg omkring en pølsevogn på vej hjem. Det har jeg dog aldrig prøvet før. Kunne jeg ikke have købt noget mad, en sandwich, for eksempel, oven i købet i cellofan, til tre-fire euro? Jo, så dårligt spiller klaveret heller ikke. Men, jeg ville trods alt hellere have en pølse på landjorden på Amager.



Hvad mener du? Undervurderer flyselskaberne betydningen af mad og servering om bord? Giv din mening til kende i denne uges Quick Poll.

Skrevet af