Fredagskommentaren af Ejvind Olesen -Det røde kort til Nepal

JEG GLEMMER aldrig mit første besøg i Nepal med ophold i Kathmandu i begyndelsen af firserne. Sammen med daværende museumsinspektør Erik Kiersgaard. “Kan du da ikke se det ?” spurgte han igen og igen. “Det er jo som at vandre i København på Christian lV`s tid.”



Nu har jeg jo af indlysende grunde aldrig vandret i København på Christian lV`s tid, men jeg var ligeså grebet af situationen, som han var. Og ligeså imponeret. Det var et sandt turisteventyr.



Omgivet af templer, med udsigt til Den levende Gudinde og synet af den krumbøjede mand med en sæk på ryggen. På vandretur op i bjergene med den sæk salt, han havde tjent ved at arbejde en hel uge i byen. Saltet, uden hvilket hans lille familie oppe i hytten ikke kunne overleve.



Da jeg var der første gang, mødte vi et hold fra Danmarks Radio, som optog årets julekalender blandt de henrivende unger. Måske er det nogle af dem, der har udviklet sig til maoister i en kamp mod styret, som indtil nu har kostet 10.000 menneskeliv.



Eller måske er det de små unger, vi mødte ude på landet i dyb fattigdom oppe i bjerglandsbyerne i starten af den lange vej mod seks af verdens højeste bjergtoppe i ufattelig smuk natur.



På trods af, at de intet ejede, var de lutter smil og havde endnu ikke lært at tigge på samme måde som inde i Kathmandu. Deres lykke over vores lager af medbragte kuglepenne var ubeskrivelig.



DE UNGE fortalte dengang ,og ved syv-otte senere besøg, hvordan de tog del i opdragelse og uddannelse af børnene ude i de små landsbyer. Frivillige studerende tog opgaver ved lokale radiostationer og fortalte om prævention ud til unge på landet, som intet anede og intet fik at vide af forældrene, hvor moderen bare fødte det ene barn efter det andet – næsten uden at vide hvorfor.



“Det skal aldrig gå os som i vore nabolande, ” sagde en kvindelig guide som også gik på universitetet. “Vi er omgivet af 1.000 millioner indere og 1.200 millioner kinesere. De føder børn i én uendelighed og bliver flere og flere. De kan ikke forsørge dem, slet ikke Indien, men vi skal lære af alle de gode kræfter, som hjælper Nepal, inklusive Danmark.”



Men I er jo heller ikke så flittige?



“Vi er i hvert fald flittigere end dem. Vel har vi 152 helligdage om året, og vi har mange unge som har lært af europæiske unges besøg på backpacker-rejser -både godt og skidt bl. a. med narkotika – men vi vil lære af det bedste. Og vi hader kommunismen fra Kina,” slog hun fast for 25 år siden.



SENERE havde jeg den glæde at være med til at samle mange tusinde kroner sammen i forbindelse med rejseudstillingen i Bella Center, hvor Danske Rejseskribenter stod i spidsen for en indsamling til de børn, der søger ind mod lyset i Kathmandu fra de overfyldte hjem ude på landet, og i reglen ender som tiggere. Det skal projekt sækkebørn rette op på – og har gjort det i flere år.



Nu får ungerne at vide, at de selv skal tjene penge. De får en lille bod med tandpasta etc, eller et skopudserstade med udstyr, og de bliver styret i skolerne, så de i det mindste får nogle timers undervisning hver dag. Og kan de ikke selv tjene til føden, er der ris på torvet hen under aften. I grænseområderne ofte med børn fra Indien, hvis familier er flygtet ind over grænsen.



NU ER det anderledes. I går bekræftede hjemmesiden hos Udenrigsministeriet “at al unødvendig rejse til Nepal frarådes”. Det er det samme som et rødt kort. Pakkerejseloven gælder ikke. Netop nu er kun Bali i samme situation af de oplagte rejsemål. Det sidste kan godt undre, men det er en helt anden sag.



Maoisterne har indtil videre ophævet blokaden af Kathmandu og har trukket sig tilbage til landdistrikterne. Der, hvor de trods al fattigdom levede lykkeligere, da de var børn. Måtte de snart komme til fornuft!

Skrevet af