Tyrkiet Eksperten opgiver rejser fra Odense

Selv om Odense Lufthavn lige nu arbejder på højtryk for at gøre landingsbanen i den lille lufthavn længere, så er det ikke nok for Tyrkiet Eksperten, skriver Ritzau.



Rejseselskabet skulle have fløjet feriegæster en gang om ugen hele sommeren fra Odense til Antalya på Tyrkiets sydkyst



Men nu er alle afgange fra Odense Lufthavn aflyst, fordi det ikke har været muligt at finde fly, der kan lande i Odense.



»Hverken vores faste flyselskab eller andre selskaber, vi har haft kontakt til, kan skaffe fly, der kan gå ned i Odense, og derfor må vi desværre opgive at flyve fra Odense«, siger kundechef hos Tyrkiet Eksperten, Iben Winther.



Ifølge hende er landingsbanen for kort til at tage den størrelse fly, som flyselskabet kan tilbyde.



De første turister skulle have været af sted 15. maj, og de får i disse dage brev om, at de enten kan få deres rejse refunderet eller flyve fra Kastrup eller Billund i samme uge men på andre dage og med et nedslag i prisen.




Skrevet af