Ny formand i Horesta

Formandsproblemet i Horesta er løst. Ny formand bliver den 39-årige direktør for kæden af Monarch restauranter i Danmark, Jan Laursen, der har siddet i Horestas bestyrelse i to år, og allerede i 14 år været aktiv i erhvervslivet. Forud for tiden hos Monarch kommer han fra Mac Donald.



Jan Laursens interesse er også meget vendt mod turistindustrien, hvor Horesta bliver mere og mere markant i førertrøjen. En linie som den afgående formand Egon Klitgaard også stod for, samtidig med, at han er parthaver og chef for SAS Radisson hotellet i Silkeborg.



Horesta har været igennem en turbulent periode efter, at det stod klart, at Egon Klitgaard under ingen omstændigheder ville fortsætte sammen med hoteldirektør Jens Zimmer Christensen, København som næstformand og heller ikke, hvis Zimmer Christensen blot skulle være menigt medlem af bestyrelsen som Københavns repræsentant.



Det førte til en række forhandlinger om at hente en helt ny formand uden for bestyrelsen, og flere er blevet spurgt. Blandt andre Georg Sørensen fra Messecenter Herning og Arne Bang Mikkelsen fra Bella Center, som begge var interesseret, men takkede ned på grund af arbejdet på hjemmebasen,



Arne Bang Mikkelsen ønsker imidlertid den ny formand velkommen: ” Han har gode forudsætninger for at klare opgaven, som ikke er nem. Vi er i en brydningstid, ikke mindst for turismen, og der er brug for nogle markante udmeldinger. Vi har bare så mange muligheder i Danmark, som bør udnyttes. Her indgår hotellerne, kongresser og events i et vigtigt sammenspil.



Ved valg af bestyrelse blev Allan Carlsen fra restaurant Nimb, som ventet den ene næstformand med direkte linie til arbejdsgiverforeningen. Den anden blev Henrik Lehmann Andersen fra Odense Zoo. Til bestyrelsen nyvalgtes Brian Dannebod fra cateringfirmaet Eurest og Henrik Bille fra Radisson SAS Hotel i Århus. Jens Zimmer Christensen og Niels Feerup fortsætter i bestyrelsen.

Skrevet af