Dagens kommentar

Når en ny koncernchef sætter sig ved selskabets bordende, mødes han altid med store forventninger fra personalets organisationer. Tillidsfolkene står i kø for at ytre deres tillid til den nye boss. Underforstået: det var bare dennes forgænger, som ikke havde forstået, hvordan de ansatte burde håndteres, og som var bundliniefikseret og alt for hårdhændet i sine sparekrav. Med den ny ved roret vil alting se lysere ud. Enhver som har prøvet at sætte sig i en chefstol efter en turbulent tid vil have oplevet nøjagtigt det, som SAS og dets ny koncernchef Mats Jansson oplever i denne tid.



Han har næppe vaser nok til alle de roser, som personalets organisationer sender ham.



Tidligere aktionsorienterede tillidsfolk som Nicholas Fischer og Verner Lundtoft vil åbenlyst gerne være gode venner med Jansson, hvis retorik fra starten trods et ikke særligt acceptabelt økonomisk resultat har været præget af optimisme.



Måske er det bevidst blevet overfortolket af personalets frontfigurer, der nu forsøger at fedte den ny SAS-ledelse ind i deres velvilje.



Et helt aktuelt chefskifte sætter situationen i perspektiv.



Når Bo Eklund, hidtil målrettet direktør for SAS Ground Service i Københavns Lufthavn, i morgen fratræder sit job ledsaget af ros fra sin chef i Stockholm, handler den strategiske uenighed formentlig om penge.



Eklund har – set udefra – trimmet sin del af organisationen til at kunne fastholde moderselskabet som kunde på – bemærk: forretningsmæssige vilkår – og tage konkurrencen op om at få andre selskaber på kundelisten.



Den slags koster i hvert fald sved hos personalet, der nemt kan være forfaldet til vanetænkning.



Fagforeningers utilstrækkelige vilje til omstilling kan kun overvindes, hvis en direktør har fuld opbakning fra sin koncernledelse. Eklund har næppe følt den fuldt ud. Den lille skærmydsel i et hjørne af organisationen sætter hele SAS-problemet i et klart perspektiv.



Det er fortsat nødvendigt at trimme organisationen, hvis SAS skal klare sig på det globale marked.



Men SAS-kabinepersonalet mødte med 37 (!) krav til forbedringer i forbindelse med den igangværende overenskomstforhandling udover de løbende om alt fra højere mindsteløn og flere tillæg til de ældste i kabinen.



Bundlinien på personalets aktuelle udspil er flere omkostninger og SAS har trods den tidligere ledelses ihærdighed stadig brug for det modsatte.



Før det sidste går op for fagforeningerne i SAS-systemet, får det hæderkronede selskab aldrig den ro, der fremadrettet skal sikre tryghed.



Det ved Mats Jansson alt om. Det gør de faglige ledere sikkert også. Men de sidste satser på at bevare ”kampviljen” hos medlemmerne og udnytte chefskiftet i koncernledelsen til via ”slesk tale og billig portvin” at omgå planerne om stramninger.



Derfor venter mange kampe for at få en forretningsmæssig ånd til at slå igennem i hele organisationen – fra top til bund – så at sige.



Ledelsen ved, at SAS fremtid ikke kan bygge på privilegier og en stolt historie, Tværtimod skal det statsejede skandinaviske luftfartsselskab klare sig på et frit og stadig mere konkurrencepræget marked.



Det vil kræve fortsatte forandringer, som også fremover vil gøre chefer i organisationen upopulære blandt medarbejderne. I hvert fald så længe deres egne faglige foreninger i den grad skaber et mislignende billede af den økonomiske virkelighed.



Og det vil betyde, at mange som Bo Eklund vil spejde efter opbakning fra koncernledelsen. Den skal de nok få. For ellers kan forandringerne ikke føres ud i livet.



Men i sammenstødet mellem ønsketænkning og virkeligheden vil ligge mange konflikter for SAS. Det er kun at håbe, at koncernledelsen ikke lader sig forblinde af tidens mange smukke bedømmelser fra tillidsfolkene. I så fald vil det nemlig se mere end skidt ud for selskabets fremtid.

Skrevet af