Hotelansatte bliver syndebukke ved luderbesøg

Til 3F’s – Fagligt Fælles Forbund – nyhedsbrev siger formand for 3F Hotel & Restauration i København, Lone Søgaard Nielsen, at mange hotelledelser svigter, når det handler om en klar holdning til prostitution på hotellerne:



”Vi har brug for, at receptionister og tjenere nøjagtigt ved, om de må smide prostituerede ud. Og må receptionister med hotelledelsens fulde accept sige blankt nej til at formidle sex til hotelgæster?”



”I virkeligheden burde hotellernes politik være så klar, at vore medlemmer ikke behøver at tænke i situationer med prostituerede. Men sådan ser det ikke ud, og i stedet bliver vore medlemmer syndebukke,” siger Lone Søgaard Nielsen.



Et sådant eksempel afslørede ugebladet Fokus i sidste uge på Radisson Royal i København. På et andet af byens hoteller, Admiral, fandt receptionisten pjecen “Copenhagen This Week” frem til en “sulten” kunde. Pjecen, der er offentligt finansieret, er flere gange kritiseret for at indeholde masser af telefonnumre på sexservice, skriver 3F’s nyhedsbrev.



Nordisk Råd holdt i sidste uge session i København, og selvom både rådet og det danske folketing har regler om, at hotellerne, hvor politikerne indkvarteres, ikke må formidle sex, var der alligevel en livlig trafik. Også på flere SAS-hoteller, hvor både den danske, svenske og norske stat har penge involveret.



Efter en tidligere debat om hotellernes sexformidling, bad finansminister Thor Pedersen om en redegørelse fra lederen af Rezidor SAS Hospitality, Gunnar Reitan.

Reitan svarede, at medarbejdere ikke må arrangere kontakt til prostituerede eller tilbyde information om lokal prostitution. Og gæster, der “positivt bliver identificerede som prostituerede”, har medarbejderne ret til at bortvise.



”Det er da fint, hvis ledelserne siger, at de har en personalepolitik omkring prostitution. Men så var det måske en idé at fortælle personalet den. Det skal vi i hvert fald have undersøgt for de enkelte hoteller, efter at vore medlemmer nu igen angribes,” siger Lone Søgaard Nielsen.



3F – Fagligt Fælles Forbund – er efter en fusion mellem Kvindeligt Arbejderforbund og Specialarbejderforbundet Danmarks største fagforbund.



Læs mere om sagen i Take Off Weekly i morgen.

Skrevet af