Regeringen gør livet surt for rejsebranchen









Det bliver dyrere at rejse. Det bliver ifølge Danmarks Rejsebureau Forening konsekvensen af regeringens skattereform, hvor rejsebureauerne står til at miste deres momsfritagelse.



Forslaget vil indbringe statskassen ca. 160 mio. kr. om året, men forbrugerne og rejsebranchen bliver taberne.



”Mange selskaber vil være tvunget til at lægge den øgede udgift oveni prisen og dermed på kunderne,” siger jurist i DRF, Christoffer Greenfort, til Politiken – han tør ikke komme med bud på, hvor meget dyrere en rejse bliver.



Heller ikke salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour vil gætte på, hvad det vil betyde for prisen. ”Både for vores og forbrugernes skyld kan vi kun opfordre regeringen til at tænke sig om en ekstra gang. Som markedet er lige nu, er det bestemt ikke en vej, vi anbefaler,” siger han.



Turisterhvervets Samarbejdsforum kalder regeringens skattereform uambitiøst, når det gælder sænkning af indkomstskatten, det efterlader dansk turisme med urimeligt høje energiafgifter i forhold til andre dele af dansk erhvervsliv, hedder det.



”Vi er tilfredse med, at vi nu kan se frem til lavere indkomstskatter. Men lempelserne er for små, hvis vi skal have tilstrækkeligt med dygtige hænder om 4-5 år, siger formand for Turisterhvervets Samarbejdsforum, Jan Laursen og tilføjer:



”Store dele af turisterhvervet er mærket af den økonomiske afmatning og har hårdt brug for en kickstart af dansk økonomi. Der skal handles her og nu.”



Turisterhvervets Samarbejdsforum består af de største brancheorganisationer i dansk turisme, Campingrådet, Danhostel, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og Horesta.


Skrevet af