Cimber Air har nu i godt to uger fløjet mellem Billund og Rønne, en trafik der var beregnet til at skulle vare frem til 13. august. Altså den deciderede feriesæson.
Nu går det imidlertid så godt med forudbestillingerne, at det sønderjyske flyselskab har besluttet at forlænge frem til 22. oktober, når sæsonen er forbi med efterårsferien.
“Bookingerne går over al forventning. Vi har allerede nu en belægning på 70 procent for hele perioden. Det er meget tilfredsstillende,” siger salgschef Bjarne Rasmussen.
Også for et andet jysk flyselskab, nemlig DAT, er der en positiv udvikling på Bornholmstrafikken. “I maj fik vi en belægning på knap 64 procent Det er fortsat for lidt, men der kommer flere og flere til i hver måned.
Her i juni tegner det virkelig godt. Vi har højere belægning, og gennemsnitsprisen for billetterne er langt den højeste, vi har opnået,” siger adm. direktør Jesper Rungholm.