TRANSPORT: DSB klarer sig dårligst på ruten mellem Aarhus og København. Strækningen er den, der har været hårdest ramt af forsinkelser.
Hvis man ofte pendler med DSB mellem Aarhus og København, så har man formentlig været forsinket flere gange. Nye tal fra DSB viser, at Aarhus-København er den strækning, der har været absolut hårdest ramt af forsinkelser.
Fra januar til maj kørte kun 68 procent af togene til tiden på strækningen, og det er et væsentligt dårligere tal end det samlede tal på landsplan, der lyder på 74,3 procent.
DSB har i samme periode måttet betale flere erstatninger til deres kunder for forsinkelserne, og togselskabet har indtil nu betalt over 20 millioner kroner tilbage til deres kunder i erstatning.
DSB har tidligere nævnt, at man vil forsøge at få rettidighedsprocenten op ved at lægge mere luft ind i køreplanen. Derudover skal intercitytog fra Jylland mod Sjælland starte tidligere, så man undgår flaskehalse omkring Fredericia og Odense.
Ifølge den trafikkontrakt, som DSB sidste år indgik med staten, skal kunderettidigheden i fjern- og regionaltrafikken i 2016 op på 81,8 procent.