SAS vil knuse os

Sun-Air med hovedbase i Billund Lufthavn har som omtalt i denne uge store ekspansionsplaner. Bl.a. kommer der 10 nye fly udover de nuværende 13. Det betyder også en række nye ruter – men ikke fra Københavns Lufthavn.



”Jeg gider ikke slås med SAS og Cimber Air. SAS vil knuse mig, SAS har ikke glemt kartel-sagen. Sun-Air blev som eneste danske flyselskab ikke spurgt om at flyve for SAS, da SAS havde problemer med sine Q400-fly,” siger ejer og adm. direktør, Niels Sundberg, til Take Off.



Kartelsagen opstod, da Sun-Air informerede EU om SAS’ og Maersk Airs hemmelige aftaler, det resulterede i bøder fra EU på 3-cifrede millionbeløb til Maersk Air og navnlig SAS.



Udover en række udenrigsruter fra Aalborg, Århus og navnlig Billund, flyver Sun-Air også sær-charter for bl.a. virksomheder.



”Stadig flere danske virksomheder køber egne forretningsfly, der er den seneste tid købt en ti stykker til priser fra 13 og op til 50 mio. dollars.

Fordi erhvervslivet også hos os booker stadig flere egne flyvninger, hvor de flyver når det passer dem, har Sun-Air netop købt en 8-sæders Hawker Siddeley-jet til dette formål,” siger Niels Sundberg.



Sun-Air havde i sidste regnskabsår ca. en kvart million passagerer, en stigning på 25 %. Sun-Air, som i år fejrer 30 års jubilæum, har ca. 200 medarbejdere, 12 % flere i forhold til seneste regnskabsår.



”Vores strategi frem mod år 2010 taler om 150 flere medarbejdere, en omsætningsstigning fra de 378 nuværende mio. kr. til 550 mio. kr. og ti fly mere.

De nye ruter begynder vi at offentliggøre om et års tid, jeg siger endnu ikke hvilke, for så skal SAS bare det samme,” siger Niels Sundberg og fortsætter:



”Jeg sagde i 2005 til Take Off, at vi samme år ville åbne fra Københavns Lufthavn til London City Airport. Få måneder senere fortalte SAS, at det ville de da for øvrigt også – og vi kan altså ikke konkurrere med SAS.

Men vi har planer om rute fra Billund til London City Airport, den kommer måske til sommer.”



Sun-Air flyver fra Billund til Bruxelles, Düsseldorf, Helsinki, Oslo, Göteborg, Manchester og Paris, fra Århus til Oslo, Stockholm og Göteborg samt fra Aalborg til Oslo. Desuden har selskabet rute mellem Bruxelles og Schweiz’ hovedstad, Bern.



HB

Skrevet af