Det indonesiske luftfartsselskab Lion Air har oplyst, at selskabet vil købe 60 fly hos den amerikanske flyproducent Boeing til en pris på 3,9 mia. dollar.
Det er Boeing-modellerne 737-800 og 737-900, Lion Air har bestilt, men hvordan modellerne er fordelt på de bestilte 60 fly vides endnu ikke. Leveringen af flyene er sat til begyndelsen af det nye år.
Flyindkøbet skal hjælpe det unge flyselskab med at udvide sit rutenet i Asien, sagde en talsmand for Lion Air torsdag. I øjeblikket består Lion Airs flyflåde kun af 38 fly, hvoraf ca. halvdelen er leasede.
Købsaftalen underskrives under den indonesiske præsident Susilo Bambang Yudhoyono’s besøg i Washington i denne uge.
(Børsens internationale nyheder, 26/5)
Tagget med: Lion Air